-i sammenspillet mellem denne sultne slubren og vinden der stadig stryger henover min krop fra det åbne vindue, opstår en symfoni af rytmiske billeder:
ind i stemningen fra aftenen før.. tilbage ud i min morgen, ind i aftenen, ud i morgenen...lige indtil punktet hvor aften og morgen smelter sammen kun for at gennemtrænges af Hans ord:
"Blot dig"! Ordene smælder med en vidunderlig hæmningsløs kraft gennem den vel tilrettelagte stemning, rammer virksomt mit skød og penetrerer et splitsekund mit sind, før jeg finder redningsplanken og tænker mit nej, så højt at jeg frygter det kan høres.
Jeg tør ikke se op og rette mit blik mod ordene, velvidende de atter kommer... dog denne gang med en styrke der næsten mærkes fysisk..
"Blot dig"! Som registrerer Han min tøven før jeg selv kender den, kommer det prompte "Nu, hun spilder min tid"! Jeg vender spontant det stadige bøjede hoved, væk fra Ham og ordene, som kan jeg skjule mig, gemme denne afslørende rødmende skam på mine kinder
"Jeg kan ikke" Jeg hører min stemme er hviskende, dog slår denne næsten pibende lyd der flyder ufrivilligt ud af mi... Læs hele novellen
