Det har gjort mig tilstrækkeligt nysgerrig til at skubbe lektierne til side. Klokken er over 11, og min ven er tæt på at opgive at vente på "silden", da hun træder ind ad døren. Jeg bliver helt stum, for hun er klasser over, hvad min ven normalt plejer at støve op. Hun er et rent drømmesyn, som hun står der i en stram rød kjole, med mørkt halvlangt hår, et kønt og karakterfuldt ansigt.
Det eneste jeg kan sige hende på, er at hendes skikkelse ser nærmere tynd end slank ud, og jeg er ikke til piger, man kan stikke sig på.
Min ven nærmest løber hen til hende og byder hende velkommen. Hun takker venligt, men ikke overstrømmende, og jeg klukker indvendigt; hende får han besvær med at få lagt ned. For at befri hende lidt for hans tilnærmelser danser jeg med hende et par gange og må på den baggrund revidere min opfattelse af hende. Hun er faktisk ikke tynd, slank jo, men ikke tynd.
Kroppen virker veltrænet, og hun er både kvik og humørfyldt og meget langt fra at være en "sild".
Klokken 2 trækker jeg mig tilbage, på en eller anden udefinerbar måde ret tilfreds med at vennen absolut ingen vegne er kommet med hende.
Næste dag dukker hun med mellemrum op i mine tanker. Hvordan vi dansede, hendes behagelige stemme og rene latter, den diskrete parfumeduft o.s.v. Men jeg fik ikke at vide, hvad hun hedder.
Om aftenen ringer min ven for at høre, hvordan det går med læsningen. På mit spørgsmål fortæller han, at han fik en lang næse, men "Er hun ikke dejlig?", henånder han i telefonen. Jeg grynter et uoprigtigt "Det var da synd", hvad der får ham til at grine.
Hun spurgte ellers til dig, tilføjer han drillende. Jeg vil høre, hvad han har sagt, men det får ham kun til at grine endnu hø... Læs hele novellen
