Henriette havde spurgt om ikke Alexander ville med til Hulton, og han havde indvilliget. Hun havde spurgt retorisk, som om han faktisk ikke have noget valgt, og det virkede på ham som en hån, Han raseri var blevet næret yderligere, i og med han havde ligget bag hende i sin egen bil på vejen til godset. Det var gået op for ham, at han fulgt lydigt efter hende som en hund, og han kunne simpelthen ikke klare det længere. De befandt sig på en gammel landevej, der var masser af plads i rabatten, og der var langt imellem de andre bilister. Han traf en beslutning. Han kørte op på siden af hende og blinkede tegn til hun skulle holde ind til siden, hvilket hun først gjorde på den nærmeste rasteplads. Denne pligtskyldighed, at hun ikke holdt ind i rabatten med det samme, men i stedet ventede til der var en rasteplads, det irriterede selvsagt Alexander yderligere. Rastepladsen var omkranset af træer og krat, og det så ud til at der var et lille stykke skov bagved. Alexander overvejede at trække hende ind i skoven, og piske hende med en fleksibel grangren, men skød tanken fra sig, da han fandt det for besværlig. Med det samme de var hold ind steg han ud af bilen, og gik hen og satte sig på passagersædet i hendes bil, inden hun kunne nå at stå ud og gå ham i møde. Hun så afventende på ham, men han sagde intet; han sad blot og kiggede lige frem for sig, imens han tænkte lidt over situationen. "hvad er der" sagde hun endelig og lød en smule ængstelig, fordi det var tydeligt at han var aldeles rasende. Henriette overvejede om hun mon var gået for langt; ville dette mon være øjeblikket var det endelig nu han forlod hende, her, på en rasteplads, langt borte fra alting, som var hun en pose uønsket affald der blev smidt i siden af vejen. Hun blev så nervøs at hun begyndte at pille ved bilen klimaanlæg, som ren og skær overspringshandling. Alexander var fuldstændig klar over den usikkerhed der havde ramt hende, men sagde stadigvæk intet. "Hvad er der?" Sagde hun så igen prøvende og fors... Læs hele novellen