Endelig satte toget i gang, og de bevægede sig den sidste bid vej mod Aalborg, og han kunne lige få sig en velfortjent lur, for han havde ikke lukket et øje, den forrige aften, for der var mange ting som kørte rundt i hovedet på ham, var det nu den rigtige eller var det var et nyt skuffende forsøg på at redde sig en kæreste inden man blev for gammel til den slags pjat.
Pludselig kom der en meget højrøstet fyr ind i toget og spurgte om der var nogle som kunne undvære nogle kroner, så han kunne komme til Århus, Hans ænsede ham ikke, han lod bare som om
han sov, så måtte han jo vække ham hvis han ville havde nogle penge, men han gik videre til næste kupé hvor man kunne høre ham stille det samme spørgsmål, hvorfor har folk ikke nogen penge, så
de er nødt til at bumle sig gennem tilværelsen, er det ikke det samme som han selv har gjort de sidste 4 måneder, han har jo levet lidt på nas her og der, og han sidder her i sin velmagtsdage og er sur på en fattig medborger som ikke har råd til en billet til Århus, hav dog lidt medlidenhed, men det kan man åbenbart ikke når man er forelsket til op over begge ører.
Toget sneglede sig afsted, og det skulle absolut kører holdt ved samtlige stationer som lå mellem Odense og Århus, så det blev til en ordentlig lur, inden de nåede til Århus. Lidt før Århus vågnede Hans, og tænkte nu havde han kørt for langt, men så kom konduktøren, Hans spurgte om de var nået til Aalborg, mens han havde sovet, men konduktøren beroligede ham med at de kun var ved at være i Århus, og så spurgte han om han skulle af i Hinnerup eller Hadsten, for hvis han skulle det så måtte han tage en af de andre vogne for toget var for langt til at holde på stationen. Hans blev lidt forvirret, havde den stakkels konduktør fået solstik, han havde jo lige spurgt ham om de var nået til Aalborg, o... Læs hele novellen
