Skønt Laurikke nu gik i sit 36. år boede hun stadig alene i det lille hus på kanten af skoven – det hus, der havde tilhørt Laurikkes mor og før hende Laurikkes mormor. De havde begge været Kloge Kvinder, og var altid blevet mødt med en blanding af respekt, frygt og overtro. Ja, Laurikkes mormors skæbne var endda blevet beseglet den dag præsten og degnen havde anklaget hende for at være en heks og kætter. Et halvt år senere blev hun sammen med fire andre brændt på bålet. Laurikke skottede sig lidt og klemte sin kro... Læs hele novellen