Brev til HERREN

Kære Herre. Her foran dig sidder slavetøsen Anne, fortvivlet og ulykkelig. Hvad skal der til for at du ville lukke mig inden for i dit erotiske univers? Til du vil tale med mig - eller i det mindste tage mig i betragtning? Jeg sidder her på knæ, med hænderne i skødet og kigger ned. Håber noget så inderligt, at du vil komme hen til mig og stille klappe mig på skulderen, som tegn på at jeg må kigge op på dig, så du i mit blik kan se hvad jeg i virkeligheden indeholder. Så du kan lade dig friste til at nyde slavetøsen Anne!

Sådan stod der i brevet til Herren, og det havde heldigvis den ønskede effekt. Herren sendte hende et brev, hvori han angav en adresse hun skulle møde op på dagen efter klokken 21 præcis. Han lovede hende ikke noget, kun at han ville se hende an og tænke over om hun kunne komme i betragtning. Men først måtte hun vise ham at hun kunne adlyde en ordre, at hun kunne være en lydig slavetøs. Noget som ikke altid faldt hende let, da hun havde sådan et oprørsk sind, og ofte var lidt for dristig eller fræk. Det tolererede han ikke, så hun måtte vise ham at hun havde modet og viljen til at være den slavetøs han ønskede af hende.

Hun skulle iføre sig et smukt sæt bh og g-streng - hvidt - et par selvsiddende strømper og et par høje hæle. Ud over det skulle hun have en lang frakke på og ellers intet andet. Klokken 21 præcis skulle hun ringe på dørtelefonen til hans bolig og bede om tilladelse til at blive lukket ind. Var der andre i nærheden skulle hun alligevel ringe på, kl. 21.00 - ellers kunne hun godt blive væk! Han ville så give hende en kort instruks og når hun havde udført den, kunne hun få lov at komme op til ham.

Hun var indstillet på at efterkomme hans ønske, men var samtidig også meget nervøs ved tanken om, hvad han kunne finde på at bede hende om. Så det var med et meget nervøst og bankende hjerte, hun præcis kl. 21.00 ringede på dørtelefonen. Der var heldigvis ikke andre i nærheden. Så langt så godt tænkte hun. Hans stemme var dybere end hun havde forventet, han sagde ikke andet end "JA!"

"Slavetøsen Anne, beder Dem så inderligt, om De ikke nok vil lukke hende ind?", sagde hun med en stemme som klart afslørede hendes nervøsitet. "Er du sikker på at du har fortjent min opmærksomhed?", var hans svar. "Jeg vil gøre alt hvad De beder mig om, bare De lukker mig ind", tryglede hun. "Alt?" "Ja Herre". "Så gå over på den anden side af gaden og stil dig under lygtepælen der, så jeg kan se dig. Når du ser mig i vinduet på første sal, så tager du stille og roligt din frakke af, og viser mig hvad du har at tilbyde!" "Ja Herre" svarede hun, og skyndte sig at indskyde, "og hvad så?" "Så bliver du stående!" - "Og så adlyder du!!" "Ja Herre", svarede hun. Hun stod et kort sekund og kiggede til begge sider, for at orientere sig om hvor mange mennesker der var i nærheden. Gaden var heldigvis øde, der stod nogle mennesker på hjørnet længere nede ad gaden, men det var ret langt fra hende.

En dyb indånding, og så gik hun over på den anden side af gaden, ind under lygtepælen. Et kort øjeblik kunne hun ikke se ham, så tændte han kort lyset i vinduet, men slukkede det igen med det samme. Så er det nu, tænkte hun, at du har dit livs chance for at komme til at møde en erfaren og dominerende hersker. Resolut knappede hun frakken op og løsnede bæltet, og stille og roligt tog hun den af! Hendes hjerte hamrede vildt i hendes bryst, blodet rasede rundt i kroppen på hende, og det var absolut det frækkeste hun nogensinde havde oplevet.

Hun stod et stykke tid og kiggede op, men kom så i tanke om, at det ikke passede sig for en slavetøs, og kiggede skyndsomt ned i fliserne, afventende. En person tog fat i hendes arm, og sagde "Gå fremad!" imens han greb fat i hendes frakke og fik den med. "Jamen", udbrød hun forskrækket og kiggede op for at forsikre sig om at Herren så med. Hun nåede dog ikke at orientere sig, før han havde ført hende over gaden og da de stod foran døren, lød et klart beep - den fremmede mand skubbede døren op. Indenfor bandt han med en utrolig hurtighed og rutine hendes hænder sammen. Så gav han hende bind for øjnene og sagde med en klart bydende tone "Op!" imens han skubbede hende fremad.

Forvirret og fortumlet kom hun op ad trappen. Han bankede to korte bank på døren og den blev åbnet, hun kunne fornemme varmen fra lejligheden og duften af tændte stearinlys. Han talte med en dæmpet stemme. "Nå det er så Anne" "Ja Herre", svarede hun og igen afslørede hendes stemme, at hun var meget nervøs. "Kom indenfor Anne" sagde han med en sagte og rolig stemme, som fik hende til at slappe lidt af.

Døren blev lukket bag dem, til stor lettelse for hende. Han førte hende ind i et rum med dæmpet musik, og en behagelig varme. "Stå!" var det eneste der blev sagt. Og det gjorde hun så. Hun kunne høre de to mænd viske i baggrunden, og så hørte hun døren gå igen og regnede med at den anden nu var gået. Han kom tilbage til hende, og stod lidt bag hende, hun kunne fornemme hans nærvær - så løste han hendes hænder og lod dem falde ned langs siderne på hende. Holdt blidt fast i det ene håndled, imens han gik rundt om hende. Tog hende stille og roligt i betragtning. En yderst liderlig oplevelse bemærkede hun.

Indtil nu havde han intet sagt, og det havde hun heller ikke. Kun stået med blikket sænket, selv om hun ingenting kunne se. "Kig frem, ret ryggen!" sagde han, og hun adlød straks. "Bliv stående!" bød han, og hun kunne høre at han gik lidt væk fra hende. Det lød som om han satte sig i en stol. Hun håbede så inderligt at synet behagede ham, for aldrig i sit liv havde hun oplevet noget så frækt. Tanken om at han ikke var tilfreds med hende og måske sendte hende væk igen, var ikke til at bære. "Så du vil gerne være en lydig slavetøs?" spurgte han hende. "Ja Herre" svarede hun. "Du sendte mig et brev, men der var en utilgivelig fejl ved dit brev". "Du har nu 15 sekunder til at fortælle mig, hvad det var for en fejl, og så ellers love mig, at det aldrig sker igen!" "Ja Herre", svarede hun og hendes hjerne arbejdede på højtryk, fortvivlet forsøgte hun at se brevet for sig. Hvad kunne det være? Tanken om at han kunne finde på at sende hende væk, distraherede hendes koncentration. Tænk Anne tænk! Åh nu vidste hun det. Hun havde skrevet sit navn med stort, hun havde skrevet Anne, når hun i virkeligheden burde have skrevet Anne! "Slaven Anne, undskylder inderligt at hun kom til at skrive sit navn med stort, og lover at det aldrig skal ske igen". "Det var godt, og er du villig til at tage straffen for det nu?" "Ja Herre!"

Han rejste sig op og gik hen til hende. Tog hendes ene arm og fastgjorde en manchet til den, derefter den anden. Så førte han dem op over hendes hoved og gjorde hende fast, så hun kun lige kunne stå på tåspidserne. Han gik lidt rundt om hende, følte hende an. Hans berøring fik det til at gyse i hende af fryd og forventning. Det første slag kom som et chok, uventet og pludseligt. Kun et - så intet! Da smerten havde fortaget sig, hørte hun ham rømme sig. Åh for pokker - nu igen, hun havde glemt at takke ham. "Tak for et slag Herre" skyndte hun sig at sige. "For den forglemmelse, som i øvrigt aldrig sker igen, kan du få fem ekstra slag". "Ja Herre, og tak Herre" svarede hun lettet. "Vi begynder forfra - er du klar?" "Ja Herre, jeg er klar".

Hun modtog nu i alt femten slag for sine fejl, men nød hver eneste ene, og talte og takkede omhyggeligt. Hendes krop hang slapt og tilfreds i krogene, da han var færdig med hende. Aldrig før havde nogen pisket hende så hårdt, og aldrig før havde hun været så liderlig til trods for smerten. At han ikke var upåvirket af situationen kunne hun godt fornemme, for han stillede sig tæt op at hendes bagdel, og følte hendes krop an. Hun kunne mærke hans erektion og brændte for at få mulighed for at nyde den.

Han stod op ad hende i et stykke tid, hans vejrtrækning var lige ved hendes øre, imens han med rolige hænder følte på hendes brysters tyngde, nev lidt i hendes brystvorter og bed hende blidt i nakken. Hun gispede af fryd, og takkede i sit stille sind, for den oplevelse hun indtil nu havde haft. Han løsnede hendes hænder fra manchetterne og viste dem på plads langs siderne på hendes krop. Så lod han hende stå. Hun havde endnu bindet for øjnene og havde ikke endnu haft mulighed for at se ham. Han satte sig igen i stolen, og sad formentlig igen og betragtede hende.

Efter en tid, hvor ingenting skete, rejste han sig igen op, gik hen til hende og tog hendes hænder. Førte hende stille med sig. Hjalp hende frakken på! Frakken? - hun var fortvivlet, men vovede ikke at spørge. "Du går nu ud på trappen og når døren lukker bag dig, kan du tage bindet af og tage hjem", var hans eneste kommentar. "Ja Herre", svarede hun, imens en masse spørgsmål brændte på hendes læber, men hun vidste at skulle hun have en chance for at møde ham igen, så skulle hun holde sin mund. Blidt skubbede han hende ud af døren og den lukkede sig stille bag hende.

Hendes sind var i oprør, men også lykkeligt. Hun tog bindet af øjnene, tændte lyset i opgangen. Missede lidt med øjnene ved det skarpe lys, men gik så ned ad trappen, ud ad døren. Ud i den kølige aftenluft. Krydsede gaden og gik med vilje forbi og under gadelygten, hun tidligere havde stået under, vovede ikke at kigge op efter ham, men rettede ryggen og gik glad ned ad gaden. Hun havde mødt en Herre som vidste hvad det drejede sig om. Måske hørte hun aldrig fra ham igen, men hun havde haft den frækkeste oplevelse i sit liv, og det var med den oplevelse i erindringen, at hun glad og lettet tog hjem!