Lidt syd for den lille by havde vi fundet vores "egen" badestrand. En lille vig omkranset af høje ler skrænter. Der var kun en lille smal sti som førte ned til stranden. Vi betragtede det virkelig som vores egen lille strand. Her syd for byen kom der aldrig nogen andre, for de fleste valgte den store strand nord for byen. Her kunne vi nyde at slikke solen uden strammende bånd eller vådt tøj. Blot nyde tilværelsen som Gud havde skabt os.
For at komme ned til stien skulle vi igennem en smuk gammel olivenlund, og mens vi gik og nød skyggen og duften af oliven, talte vi om aftenen før. Vi havde som sædvanlig spist aftensmaden i det lille hyggelige Trattoria nede ved havnen skråt overfor vores pensionat. Efter middagen havde vi sat os ud på balkonen for at nyde den smukke solnedgang over Middelhavet, sammen med den obligatoriske Cafe Latte og Cognac. Vi var faldet i snak med en spændende kunstner fra Rom - Michel. Han boede hver sommer i Compostella - fik ny inspiration til sine malerier og solgte nogle af sine kunstværker fra den lokale kunsthandel. Det havde været ... Læs hele novellen
