Han tog hendes hånd over bordet og sagde, at det nok skulle lykkes at finde den rette. Så måtte han tage afsked, han skulle hente børn inden vuggestuen lukkede. Lykkelige ham.
Hun havde lagt mærke at der var en der så på hende, et fast blik med så stor overbevisning at hun måtte slå øjnene ned. Han var endnu en af disse irriterende mænd. Hun tog den sidste slurk kaffe, men kunne ikke tage sig sammen til at gå.
Blikket var der igen, hun ville ikke… men måtte lige se på ham igen, blå øjne der gjorde noget ved hende… nej, hun måtte kikke den anden vej, sådan blev det ved et par gange. Da hun kikkede igen var han væk, men sekunder efter stod han der, med hvad han kaldte en opmuntrende drink til en skøn kvinde. Han ventede ikke på hun sagde noget, satte sig bare ved hendes bord.
Han var pæn. Det havde hun slet ikke lagt mærke til før, kun hans øjne, de øjne gjorde noget ved hende… Han spurgte hvorfor hendes kæreste sådan efterlod hende nedtrykt, uden at give hende et smil på læben og glød i kinderne? Det tog lidt tid inden hun opfattede at han spurgte hende om noget. ”Det var min bror, han er god nok”. Så væltede det pludselig ud af hende. Alt hendes rod med mænd, der alligevel ikke tør binde sig, ønsket om børn inden det var for sent osv. Hun fik et par lækre drinks mere og han bestilte tapas. Hvor var han bare god til at finde noget hun kunne lide, helt uden at spørge. Eftermiddagen forsvandt og hun var ved at blive tom for ord. De øjne gjorde noget ved hende, hun rødmede og smilede. ”Her har vi dit smil og din glød” sagde han. Hun følte endnu mere at hun strålede. Han betalt... Læs hele novellen
