Jeg skal lige sige, at jeg er 30, ca. 175, lyst hår og blå øjne, normal af bygning og med et vistnok pænt ansigt – jeg plejer at få en del søde smil når jeg er i byen.
Det næste jeg husker er en stigende summen af stemmer, dog uden at kunne skelne ord eller sætninger. Jeg anede ikke hvor jeg var, havde meget ondt i min ene skulder og højre nedre ben. Stemmerne blev tydeligere og tydeligere, samtidig med at jeg begyndte at blive lidt rundtosset og da jeg lå med lukkede øjne fik jeg fornemmelse som om jeg faldt ud over en kant. I det samme siger den stemme der er tættest på mig, en kvinde, ”ham her er svær at diagnosticere, jeg tror der er indre blødninger”. I det samme følte jeg , at jeg faldt over kanten og jeg flaksede med armene som en nyfødt fugleunge og min ene hånd landede på en blød klump. Jeg slog øjnene op i det samme og så at jeg havde lagt hånden på den kvindelige læges bryst. Hvilket bryst, blødt og hårdt på samme tid, form som en halv appelsin, sad som skudt på med en tit-gun. Hun gjorde intet for at fjerne min hånd og jeg lod som om jeg var mere omtåget end tilfældet var, og beholdt derved min hånd på hendes bryst lidt længere. Da jeg endelig, lettere forfjamsket, fjernede min hånd, smilede hun det sødeste smil jeg erindre at have set. ”Hej, ved du hvor du er?” jeg rystede forsigtigt på hovedet, ”du er på hospitalet, du har været ude for et trafikuheld” Hendes ansigt var guddommeligt i mine øjne. Jeg hostede og løftede mit hoved hvorved jeg kunne se at jeg var på modtagelsen og der var et helt hold mennesker der så på mig. Sa... Læs hele novellen
