mit lille kammer. Klokken var kun lige godt 5. Stop op, og træk den tynde
natkjole over hovedet. Jeg afskyede min krop. Stadigvæk øm i mit skød og jeg
kunne lugte mine voldsmænds elskovssafter, som fortsat var klisteret til mit
ansigt, overkrop, lår og skød. Gik over til den lille håndvask. Forsigtig så
jeg mig selv i spejlet. Mit ansigt var ikke særlig kønt at se på. Tydelig kunne
jeg stadig se, at jeg havde grædt meget. Åbnede for vandet, og tog kluden som
jeg fugtede. Vaskede mit ansigt, min overkrop og mit skød. Jeg vidste, at jeg
hurtig mulig måtte væk fra Rosengård. Det sted, hvor min arbejdsgiver, Hr. von
Rosengård sammen med hans fire venner, havde mishandlet og voldtaget mig. Taget
min unge mødom, så jeg ikke på et tidspunkt kunne få en passende mand. Det var
ikke velset, at en ung kvinde ikke længere var en jomfru. Så min arbejdsgiver
og herre, havde bestemt min skæbne. Jeg var mærket for livet, og skulle nu
forsøge mig at hutle mig igennem min fremtidige grumme tilværelse.
Jeg ønskede ikke at være her et minut længere. Fandt
et par cowboybusker, et par trusser, min pæneste brystholder og en blusse. I en
fart iførte jeg mig tøjet. I det jeg skulle til at tage mine små flade sko på,
opdagede jeg, at jeg stadigvæk ikke havde nogle strømper på. Fandt et par, og
tog skoene på. I kommoden tog jeg min pung med min surt opsparet formue – 2.852
kroner og 75 øre. Greb min toilettaske, og lagde tandbørsten, makeuppen og
deodoranten ned og lukkede den. Tog min frakke på og et par vanter. Inden jeg gik
fandt jeg lige et ekstra par trusser, og min lille korte nederdel. Stak det ned
i den ene af frakkens store lommer. Gik ud af mit lille kammer og ned ad de
lange gange til køkkenet. Jeg kunne næsten samle benene normalt, men min gang
var stadigvæk lidt usikker.<
Endelig var jeg ude i den frie luft. Det voldsomme
uvejr var holdt op, så det var helt vindstillet. Stadigvæk var det mørkt, so... Læs hele novellen
