Min far, Hans, og Svend var bedste venner, ligesom Svends datter Mathilde og jeg vist roligt kunne kaldes slyngveninder. Vi snakkede om alt og gerne hele tiden. Hvis vi ikke lige sad overfor hinanden, kunne vi sludre i telefonen i timevis eller skrive sms’er i et tempo, som kunne gøre selv stenografer forpustede. Vi var begge 17 og gik i samme klasse på gymnasiet, så det var mest de lækre fyre i 3.g, der blev diskuteret. Jeg tror, at vores familier til tider kunne blive stiktossede over, at telefonen evig og altid var optaget, når vi bare kunne smutte igennem hullet i hækken og ævle, alt det vi ville.
Vi var nemlig naboer på en stille, utrafikeret parcelhusvej. Da vi var mindre, byttede vi klister mærker og den slags henover hækken mellem vores haver, og når vi var blevet enige om en byttehandel råbte vi med høje, begejstrede stemmer ”bytte, bytte købmand, bytter aldrig om igen!”
Man skulle næsten tro, at vores vej var mødested for foreningen for enlige fædre, for både min far og Svend tilhørte denne gruppe. I vejens to øvrige huse boede der dog vaskeægte kernefamilier med alt, hvad dertil hørte af børn, biler og hunde. Jeg tror ikke, at hverken Svend eller min far gav meget for de ”moderne” fædre, de delte vejen med. Nej, de var begge mænd af den gammeldags slags, der foretrak at stå ved hækken med en kold bajer og snakke om vejret og weekendens fodboldkampe. Hvis ikke det lige var fordi, de boede alene, ville de sandsynligvis også bare ligge på sofaen og vente på, at middagen blev serveret. Måske var det i virkeligheden derfor, de boede alene.
Det hele begyndte en stegende varm sommerdag i midten af juli, og hele kvarteret duftede af nyslået græs og genlød af solsortesang. Fra mit værelsesvindue kunne jeg se over i Mathildes have. Kun iført falmede shorts og et par udtrådte kondisko gik Svend og slog græs med en græsslåmaskine uden motor. Han var på alle leder og kanter en stor mand. Han var hærdebred, mens ma....
Læs resten. Vælg hvordan du vil være med herunder.