Johan

Jeg så ud af vinduet. Det var på tide af tage hjem, mørket var det eneste der gjorde til at jeg stadig sad herinde. Jeg fandt mine venner. ”Jeg tager hjem nu,” sagde jeg. De var alle fulde, bortset fra mig. Daniel kiggede på mig som om jeg var åndssvag og rystede på hovedet. Mark drak videre og fandt endnu en pige at kysse med. Jens klappede mig på skulderen og spurgte om jeg var okay. ”Jeg har det fint,” sagde jeg. ”Jeg er bare træt.” Han nikkede. ”Okay. Er det okay vi bliver her?” Jeg nikkede. ”Selvfølgelig. Vi ses bare på mandag, så.” Jeg smilede til ham før jeg vendte om og gik mod døren, som jeg åbnede og trådte udenfor.

Mørket snoede sig omkring mig, og det føltes som om mine ben var bundet fast til hinanden. Jeg måtte tage en dyb indånding. ”Tag dig sammen,” hviskede jeg. Kiggede mig rundt omkring før jeg gik videre. Bag mig kunne jeg endnu høre musikken fra festen, men jo flere skridt jeg tog jo lavere blev musikken. Jeg kunne ikke lade være med at grine af mig selv. Jeg fandt min telefon frem. Klokken var kun halv et – det føltes som om vi havde været ved festen i mere end et par timer. Lagde telefonen tilbage i lommen, og i samme øjeblik hørte jeg en lyd. Jeg stoppede op, kunne næsten ikke trække vejret. Jeg prøvede at se frem, men kunne ikke se noget.

Det satans mørke, tænkte jeg. Jeg kneb mine øjne sammen og koncentrerede mig. Der var intet foran mig så jeg vendte rundt – heller intet bag mig. Lyden var også stoppet. Det var sikkert bare en ræv i skoven, der havde knækket en gren, eller noget. Jeg tog endnu en indånding og gik videre. Det syntes at være ekstra mørkt. Stjernerne og månen var gemt bag skyerne og der var kun få lygtepæle her omkring.

”Hej.” Jeg stoppede op, mit blod stivnede. ”Jeg sagde hej.” Det var en barnestemme, men jeg kunne ikke tyde om det var en dreng eller en pige. Jeg smilede. Bare et barn, tænkte jeg. ”Hej,” svarede jeg så. ”Er du faret vild?” ”Ja,” svarede stemmen. ”Jeg skal nok følge dig hjem. Hvad hedder du?” ”Johan,” sagde barnet. ”Okay, Johan. Hvor henne bor du?” Der var en kort pause. ”Johan?” spurgte jeg. ”I skoven,” svarede han endelig. ”I det lille hus.” ”Det lille hus i skoven?” sagde jeg. Jeg mindedes ikke noget hus i skoven. ”Ja. Men jeg kan ikke finde det.”

Jeg så mig omkring og så lysskæret fra en lygtepæl lidt længere fremme. ”Kom her,” sagde jeg og tog Johans hånd. Jeg førte ham over til lygtepælen og da vi stod under pæren kunne jeg endelig se ham. Han var bleg og sort under øjnene, han var beskidt og hans tøj lugtede råddent, kunne jeg lugte nu. Jeg syntes også hans tøj så noget gammelt ud. Ikke slidt, men gammeldags. ”Hvor gammel er du, Johan?” spurgte jeg.

Johan snøftede og tørrede hans næse med bagsiden af hans venstre hånd. ”Jeg er ni år,” sagde han. ”Jeg vil hjem nu.” ”Godt,” sagde jeg. ”Jeg følger dig hjem nu. Skoven er den her vej,” tilføjede jeg og gik til venstre. Et par minutter senere følte jeg grusstien under os, og jeg var glad for at vi var på rette vej. ”Hvordan blev du væk, Johan?” ”Min far sendte mig ud,” svarede han. ”Midt om natten?”

Johan svarede ikke lige med det samme. ”Ja,” sagde han så. ”Det bliver jeg nød til. Jeg kan ikke være i solen alt for længe. Jeg bliver brændt.” Jeg nikkede, og kom først for sent i tanke om, at Johan ikke kunne se mig. ”Hvor var du på vej hen?”

”Jeg skulle finde nogen,” sagde han stille og stoppede. ”Det er her omkring,” hviskede han så.

Jeg så rundt omkring, og rigtig nok – en tyve meter fra os kunne jeg lige akkurat skimte et vindue med lys i. Jeg kunne også se at der var nogen der bevægede sig indenfor. ”Mor,” råbte Johan pludselig. ”Far. Jeg er tilbage nu.” Han begyndte at løbe gennem skoven, og da han faldt over en sten rejste han sig bare og spænede videre. Jeg løb efter ham for at sikre mig at han kom helt inden for. Det var også noget mærkeligt noget at lade sit barn gå ud midt om natten, syntes jeg. ”Mor,” kaldte Johan da han stod uden for døren og bankede på. ”Jeg er hjemme igen.” Døren blev åbnet af en kvinde, der var ligeså blev som Johan, hvis ikke mere. ”Hej,” sagde jeg stille. Kvinden smilede. ”Jeg … Jeg fandt Johan ude på vejen. Han var faret vild.” Kvinden åbnede døren helt og lod mig komme indenfor. ”Vil du have noget at drikke?” sagde hun. ”Åh, nej tak. Jeg skal hjemad, tror jeg.”

”Tror du?” spurgte Johan.

Jeg så mig omkring. Huset havde kun dette ene rum. Der var køkken, spisebord, stole og to dobbeltsenge, og en enkelt seng. Ved køkkenbordet stod en blev mand med sort overskæg, jeg vurderede at det nok var Johans far. Ved spisebordet sad en gammel, krumrygget mand. ”Tak,” sagde Johans far. ”Jeg har ellers sagt til Johan at han ikke skal rende ud midt om natten. Det er farligt for ham.” Jeg sank en klump før jeg turde sige hvad jeg tænkte. ”Johan sagde ellers at det var dig der sendte ham ud.” Johans far gik et skrid nærmere og smilede. ”Ja,” sagde han. ”Det er vidst rigtig nok.” Jeg smilede og følte mig dårligt tilpas. ”Jeg må hjem,” sagde jeg hurtigt og åbnede døren bag mig. ”God nat,” sagde jeg og lukkede døren.

”Hej.” Jeg for nærmest sammen. Jeg var ikke mere end et par meter væk fra huset da en pigestemme sagde hej til mig. Denne gang kunne jeg høre at det var en pige. Jeg vendte mig om og en pige på min alder kom gående imod mig. Hun havde et stearinlys i hånden. Også hun var bleg og sort under øjnene. Men hun var smuk, eller havde været det en gang. Hun var gammeldags klædt, og havde et hvidt forklæde på med røde blodpletter. Hun måtte have set at jeg stirrede på hende for hun smilede og sagde ”Jeg har lige været ude og skære grise op. Al den blod. Hvad laver du her?” ”Jeg … Jeg … ” Hun kiggede afventende på mig. ”Jeg afleverede Johan. Han var blevet væk.” Hun smilede. ”Min lillebror. Jeg hedder Aurora, for resten. Hun rakte hånden ud foran sig. Jeg tog imod den og fortalte hvem jeg var. Hun kom et skridt nærmere, og endnu et. Blev ved til hun stod fem centimeter fra mig.

”Du er flot,” sagde hun så og kyssede mig på hagen og tog fat om mine hofter. Hun lod hendes hænder køre op af min ryg og kyssede mig igen. Denne gang mine læber, og langstem, men bestem, lod hun hendes tunge slippe igennem mine sammenlukkede læber. Jeg lukkede mine øjne, og tænkte at jeg aldrig før havde prøvet noget så erotisk. ”Kom her,” sagde Aurora og førte mig over til en bunke hø. Hun satte sig på hug og spændte mit bælte op, og jeg stoppede hende ikke. Langsomt kørte hun hendes fingre over mine underbukser og spurgte om jeg ikke ville ligge ned. Jeg lagde mig i høet og kyssede hende. Hun hev kjolen over hovedet, og jeg var overrasket over at se at hun var nøgen under den. Min hånd greb fat om hendes ene bryst og jeg fik mine underbukser af med den anden hånd. Jeg satte mig ovenpå hende, uden at ligge al min vægt på hende. ”Elsk mig,” hviskede hun og bed mig blidt i øret. ”Elsk mig.” Jeg lod mit lem falde ind mellem hendes ben og følte hvordan det gled ind i hende. Hun kyssede mig.

”Åh,” hviskede hun i mit øre da hun kom et par minutter senere. Jeg lagde mig ned over hende og kyssede hendes læber, hvorefter jeg satte mig op. Det samme gjorde Aurora der straks begyndte at kysse mit ansigt og bevægede sig ned mod min nakke. Det var hurtigt overstået. Jeg følte et lille prik og Aurora kiggede mig i øjnene. Hun slikkede blodet af sine læber og kyssede min pande. Jeg lagde mig ned og tørrede blodet fra de to tandmærker væk, men sekundet efter følte jeg det løbe ned af min nakke igen. Aurora slikkede det væk og lagde sig ved siden af mig. ”Elsk mig igen,” hviskede hun. ”Og bliv hos mig - for evigt.”