Der er skønt at løbe i skoven, uanset vejret. Duftene, lydene fra dyrene og fornemmelsen af, at jorden giver efter under fødderne. Jeg elsker at mærke den ro, der er i skoven, træerne der dæmper lydene og giver læ. Jeg elsker at løbe, når det regner, mærke regnen falde på mit ansigt, mærke tøjet klæbe til min krop, når det bliver vådt, mit våde hår, der rammer mit ansigt. Det er en meget brugt skov, og jeg møder altid andre løbere, cyklister og de sædvanlige hundeluftere. Det bliver til et anerkendende smil mellem os løbere. Der er især en fyr, der altid smiler sødt til mig, nogle gange siger han hej. Jeg smiler tilbage, og andet er der egentlig ikke i det. Jeg er begyndt at støde på ham oftere og oftere, jeg har undret mig lidt over det, men er blevet enig med mig selv om, at det bare er tilfældigt. Jeg har ikke kunnet undgå at lægge mærke til hans muskuløse krop, hans brune hår, der krøller let, når det bliver vådt. Vel er han attraktiv, men mere har jeg ikke lagt i det, det er der jo så mange der er.
Det er fredag, og jeg har en fridag. Jeg beslutter mig til at løbe om formiddagen, da der ikke er så mange i skoven på det tidspunkt. Jeg har haft travlt på arbejdet og har brug for at klare hjernen og blive blæst lidt igennem. Jeg kommer løbende gennem skoven ad min sædvanlige rute. Jeg har løbet et lille stykke tid og er kommet langt væk fra vejen og hverdagens larm. Jeg har min Ipod i ørerne og hører lækker musik. Efter 10 minutter hen ad skovstien, langt væk fra vejens larm, mærker jeg pludselig, at jeg ikke er alene. Jeg vender mig om, men kan ikke se eller høre noget. Jeg tager min Ipod ud af ørerne for at kunne høre, om der skulle komme nogen. Min krop reagerer kraftigt, jeg bliver bange, men bliver så enig med mig selv om, at det er mine tanker, der spiller mig et puds. Jeg skælder mig selv lidt ud over, at jeg reagerer så fjollet midt i en fredelig skov. Jeg løber lidt videre, og pludselig hører jeg en mandestemme, der beder mig om at stoppe, s....
Læs resten. Vælg hvordan du vil være med herunder.