Skulptørens erotiske erindringer tager form...

Han sidder let foroverbøjet på en taburet. Leret ligger mellem hans hænder. Han leger let med det, kører det frem og tilbage mellem håndfladerne. En ide opstår i hans hoved, han vil skabe en kvinde eller rettere sagt kvinden. Hans inspiration skal være de tre kvinder, som tidligere har tryllebundet ham. De vil lade ham rejse tilbage og genopdage lidenskaben. Han vil lade længslen, intimiteten, begæret løbe gennem årerne; fra hans hoved ud i fingrene, hvor det vil flyde ud over skulpturen. Hans hænder løber flygtigt frem og tilbage over massen. Fingrene arbejder hurtigt og elegant på at skabe et timeglas. Hofterne kommer til syne, de tilhører Eva, hans første. Han husker alt; hendes duft, hvordan hun føltes, blød og rund. Med lillefingeren skaber han et let svaj i ryggen.

Han længes efter at kysse hende på det sted lige over lænden, hvor skønhedspletten understregede hendes fuldendthed. Mens han former benene, hører han hende gispe flygtigt i sit øre. Ja, han husker hende, Eva, hans første. Han fortsætter opefter, når til maven, afmærker navlen. Den tilhører Freja, hans anden. Håret, flammende rødt, kærtegner Evas ryg. Tankerne vandrer, og pludselig finder han sig selv siddende i Frejas kammer. Han lader sine fingre glide gennem hendes røde flammer. Han løfter dem til siden og presser læberne mod den fregnede nakke. Velbehaget strømmer gennem ham, kropsvarmen gør leret lettere at arbejde med. Hans hænder arbejder stadigt hurtigere, de former læberne. Røde som håret, blodfyldte, bløde, sensuelle. Han lader dem kysse hans krop, fra brystkassen, der hastigt hæver og sænker sig, ned over maven, og videre ned.

Lidenskaben overvælder ham, den omsvøber nu hele hans legeme. Brysterne formes, struttende, fulde af liv. Han ved, hvis de er, Saras, hans sidste. Han tager sig tid til at forme de let stivnede brystvorter; lukker øjnene og prøver at huske fornemmelsen af dem. Langsomt vender mindet tilbage til ham. Han holder hende tæt ind til sig, lader hende falde ind mod ham. Det er sommer, vinduet står åbent og duften af sødme rammer hans næsebor. Med den ene hånd holder han hende fast, med den anden kærtegner han hendes silkebløde bryst. Hendes åndedræt er tungt. Han lader hånden glide længere ned, ned over Frejas navle og ned mellem Evas ben. Han befinder sig stadig i mindet. Hans hånd hviler i Saras skød. Han føler efter, mærker den fine behåring, der dækker over kønnet. Lader forsigtigt en finger glide ind. Han mærker hendes åndedræt på sin hals, idet hun læner hovedet tilbage og udstøder et halvkvalt skrig af nydelse. Hun er skabt, han lader hænderne falde. Sidder atter tilbage på sin taburet. Der foran ham ligger hun, fuldendt. Eva, Freja, Sara - forenet.