Bussen rullede udad motorvejen; nu på 4 time. Vi havde lige sluttet en stor international turnering af med en sølvmedalje, så humøret var blandet. Stolte af en medalje,men skuffet over ikke at ha vundet.
Vi var nu på vej til en uges træningslejr inden næste store opgave, som var DM for U19 drenge.
Jeg hedder Tobias og er én blandt 15 andre drenge i alderen 17-19 år der, som så mange andre drenge, drømmer om en mega karriere indenfor fodbold. Men lige nu var vi blot det talentfulde hold fra den mellemstore jyske by der nu brugte det meste af deres sommer på at slide og slæbe på grønsværen for at, måske en dag, gøre karriere.
Vi var et fantastisk godt hold, og vi har stort set alle sammen kendt hinanden siden vi startede på samme hold i 12-13 års alderen. Vi kender hinanden ud og ind. Går i skole sammen, hænger ud i fritiden, går i byen sammen (når vi må), ja nogle forældreparrene er sågar bedste venner. Lige i denne tid var alt centreret omkring fodbold. Vi havde nu været afsted i 3 uger, og kunne nu se frem til en uge i lejr, som så skulle efterfølges af 1 uges DM.
Jeg sad sammen med min bedste ven Bjørn i bussen. Vi havde kendt hinanden siden vi var helt små. Vores forældre boede på samme vej, og Bjørn far (ok stedfar, men Bjørns rigtige far døde da han var 1 år og hans mor fandt Per et halvt års tid efter, så Bjørn har aldrig kaldt ham andet end far ) var også vores træner (vi kaldte ham aldrig andet end coach, men han hed i virkeligheden Per. Per, eller Coach, var et ordentlligt skur af en mand, Næsten 2 meter høj, men kæmpe overarme og masser af hår over det hele, bortset fra på hovedet, hvor han var næsten skaldet. Og Bjørn lignede ham faktisk rigtig meget selvom de ikke var rigtig familie. Bjørn var også mega behåret overalt.
Udover træneren selvfølgelig, så bestod staben også af en fysioterapeut, en læge og så en assistent træner. De sad lige alle sammen oppe i fronten af bussen og snakkede om ugen der skulle til at ... Læs hele novellen
