Mange kan ikke leve på den måde, vi gør. Være adskilt i flere uger af gangen, uden mulighed for at røre, dufte, mærke. Man gør alt, hvad man kan for stadig at være en del af hinandens hverdag. Sender søde beskeder, snakker så mange gange som muligt i løbet ad dagen, sender billeder, ser hinanden på webcam, men trangen til at dufte hinanden og den manglende fornemmelse af berøring er næsten ulidelig til sidst. Der opstår et ocean af blandede følelser i en. Et savn, der næsten ikke er til at kapere, som pludselig bliver erstattet af en eufori over, at Han snart er hjemme til enorme sommerfugle, der raser inde i en, når man sidder i lufthavnen og længselsfuldt venter på, at Han træder gennem dørene. Dagene føles som en uendelighed, og man priser sig lykkelig for de dage, som alligevel gik lidt hurtigere.
Men når alt kommer til alt, så ville jeg ikke undvære noget af det. Intensiteten i vores forhold er på et plan, jeg aldrig ville have drømt om. Alle sanser bliver skærpet. Vi suger hinanden ind – både i dagene lige efter, Han er kommet hjem, fordi savnet endelig kulminerer, og udløser et ubeskriveligt behov for enhver form for fysisk kontakt, og i dagene inden Han tager af sted igen, for man skal have så meget som muligt af det, man lige om lidt skal undvære igen. Man bliver... Følelsesliderlig. Kan man det..? Vi kan i hvert fald!
Den energi, der opstår mellem to mennesker, som har savnet så voldsomt i det, der for dem, virker som en evighed, viser sig i gåsehud, kuldegys, svimmelhed, små stød i underlivet. D... Læs hele novellen
