Jeg faldt i søvn med det samme, jeg lukkede øjnene, men havde ikke sovet ret lang tid, før der blev banket meget bestemt på min rude. Jeg så søvnigt op og stirrede lige ind i et par meget blå øjne på en meget myndig mand i uniform. "Vær venlig at stige ud af bilen", bad han, og jeg satte mig fortumlet op på sædet, før jeg åbnede døren og tumlede ud, usikker på benene. "Har du drukket?". Hans spørgsmål gjorde mig forvirret, for jeg har aldrig drukket, før jeg skulle køre, så jeg rystede bare usikkert på hovedet. "Forstår du, hvad jeg siger", spurgte han, og jeg sagde med en lille stemme "ja". "Du bliver nødt til at puste i ballonen," sagde han, "jeg har kørt bag dig et stykke tid og din kørsel var usikker, så jeg skal vide, om du har drukket".
"Drukket?", sagde jeg, nu helt vågen. "Jeg har bestemt ikke drukket. Men jeg har kørt hele natten, og jeg er træt, derfor kørte jeg herind for at sove lidt, før jeg fortsatte". Jeg kunne mærke, hvordan vreden boblede i mig. Han stod lidt fra mig og lod så langsomt sit blik glide op og ned af mig. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede, hvilket gjorde mig rasende, men jeg ville ikke vise ham det. Jeg vidste, at jeg havde retten på min side, og han skulle ikke hyle mig ud af den med sine blå øjne, sin uniform og de store muskler, man anede bag skjorten.
Hans stemme blev nu faretruende blid, da han sagde "jeg kan ikke lade dig gå, før jeg er sikker på, du er ædru, og jeg er ... Læs hele novellen
