Jeg fandt vejen, en lille grusvej som snoede sig gennem Hindsholms kuperede natur. Vejen ender blindt ved Storebæltskysten hvor der er en lille lund og lidt plads til parkering. Det kræver virkelig lokalkendskab for at finde dette pragtfulde sted og jeg glædede mig til en lille times frokostpause med udsigt over vandet. Efter sidste sving kunne jeg se stedet, men til min store ærgerlse holdt der en fremmed bil. Lettere irriteret parkerede jeg bag denne samtidig med at jeg konstaterede, at der ikke var nogen i bilen. Fandens osse. Så har jeg ikke stedet for mig selv tænkte jeg, for jeg må indrømme, at jeg elsker, når jeg er alene i naturen, at fornøje mig lidt med mig selv. Jeg har, på trods af mine 48 år, et ret stort seksuelt behov og selvom jeg er gift og har regelmæssigt samliv, så bliver jeg nødt til at tage "trykket af" jævnligt.
Jeg finder min medbragte mad, et tæppe og en øl og begiver mig de sidste ca. 40 m ned til stranden, hvor der er en busket bevoksning langs den lille lund ned til stranden. Jeg breder tæppet ud og gør klar til frokost samtidig med, at jeg afsøger stranden for disse "indtrængende på mine enemærker". I første omgang ser jeg ingen, men lægger så mærke til nogle efterladenskaber længere til højre på stranden. Der var tæpper på sandet og på dem tasker og andre ejendele men ingen personer.Gad hvide hvor de er henne, tænkte jeg, men opdagede samtidig to hoveder ude i vandet. Jeg begyndte at spise min mad samtidig med at jeg holdt øje med de to ansigter. Så vidt jeg kunne se var det piger begge to og de så ikke ud til at have set mig, idet jeg ... Læs hele novellen
