Jeg prøvede at smile til dig, men tror nok det bare blev en underlig grimasse i stedet for, jeg flyttede nervøst på mig, og var ved at falde ned af stolen da du rejste dig og kom over mod mig. Du spurgte om du måtte sætte dig her, sagde det trak ovre ved vinduet og jeg prøvede igen at smile og fremstammede et ja, jo det må du da.
Du satte dig og vendte dig om, kaldte på en af servitricerne og bestilte en ny kop kaffe, vendte dig så om og spurgte om jeg mon ville have en med. Jeg nikkede ja og håbede jeg ikke virkede kejtet eller for ivrig, skelede ned af mig selv, hvordan sad tøjet. Gad vide om mit hår ser uglet ud? Lod en hånd løbe gennem mit hår, det kunne jo være det hjalp. Da jeg kiggede op blev jeg straks rød i hovedet igen, søreme om ikke du sad og kiggede på mig og smålo for dig selv.
Så så du helt alvorlig ud strakte en hånd ud og sagde, der er lige en tot der - jeg tog en hånd op for at fjerne den og følte gnister da min hånd rørte ved din der sad med mit hår i hånden. Roligt trak du hånden til dig og begyndte at smile igen. Davs jeg hedder Ole, sagde du. Og smilede atter. Goddag, jeg hedder Pernille svarede jeg og tænkte på hvordan dit smil fik hele dit ansigt til at lyse op. Vi sad og småsnakkede over flere kopper kaffe, jeg fandt det forbavsende let, bare at sidde og snakke med en fremmed om mig selv. Vi lo meget og jeg begyndte at føle mig... Læs hele novellen
