Jeg må indrømme, at en sådan skønhed aldrig før havde åbenbaret sig for mig. Jeg havde aldrig troet det muligt, at en så ynkelig verden kunne indeholde en sådan guddommelighed. Og hun åbnede en ny verden for mig.
Jeg var fortabt i hendes stemme og betagende udseende. Hun bevægede sig som en engel. Hendes stemme var som tusinde kor. Hendes hår mørkere end en vinternats himmel. Og da hun langsomt passerede mig, hviskede vinden hendes navn. Adrielle.
Hun gav mig tegn til at følge hende ind i nattens skov. En lille lysning, svagt belyst af det kolde månelys. Og jeg fulgte. Blindt. Igen lod skønheden mig tilbage i åndeløshed. Begæret jeg følte i mit hjerte var hinsides ord. Et mørkt begær.
Jeg var en tjener af Herren. Men på dette øjeblik ville jeg forsage min gud, hvis det betød en evighed med dette nattens væsen.
Jeg følte det svage kærtegn af tårer på mine kinder. Jeg kastede mig på mine knæ og græd. Mørkets skønhed var mere end min sjæl kunne bære, og jeg græd af kærlighed til natten. Min gråd blev til en symfoni, da den blandede sig med et kor af ulve, i deres sang til månen.
Min mørke gudinde nærmede sig. Med blodrøde tårer malede hun roser på sit blege bryst. Og hun nærmede sig stadig. Hendes liv flød fra hende, og hun bød mig at drikke. Og natten åbnede sig for mig.
Det føltes som en isende kulde, og begærets flammer, da hendes silke bløde hænder kærtegnede mit ansigt. Hun holdte mig indtil sig, og jeg kyssede hendes mave. Hun smagte både salt og sød. Hendes hænder fandt under mit tøj, og fjernede det med en lethed, som var det blot et enkelt lagen, der dækkede mig.
Hun hendes ryg, spredte hun enorme vinger. Hun slog dem om mig, som ville hun beskytte mig, og kyssede mig blidt på panden. Jeg rejste mig. Opfyldt af nattens styrke.
Jeg så en ild i hendes øjne, af fryd over min ny fundne styrke. Og hun pressede sig mod mig. Vores kroppe fandt sammen i en vidunderlig rytme. Vilde af begær.
Hun knælede for mig i tilbedelse, og hun greb... Læs hele novellen
