Vi skulle have vikar, og først troede vi jo, at så var det sådan en som vi kunne køre om hjørner med og lave ballade, men det viste sig at det kunne vi absolut ikke. Det var en stor mand på omkring de 50 som kom ind i klassen. Han så meget bestemt og skrap ud.
Han bad os være helt stille, fortalte os, at vi skulle kalde ham Hr. Madsen, og begyndte så at fortælle noget om den Amerikanske borgerkrig. Gab, det var kedeligt. Pludselig blev jeg prikket på ryggen. Det var Jonas, som rakte mig en seddel. De andre drenge sad og smilede hemmeligheds fuldt og nogle grinede.
‘Send videre’ hviskede Jonas. Men der sad ingen foran mig, og ingen ved siden af, som jeg kunne sende sedlen videre til. Hr. Madsen rømmede sig oppe fra katederet. Han så meget strengt ned på mig, og gik hen til mig. Jeg kiggede mig fortvivlet rundt og håbede at nogle af drengene ville komme mig til hjælp, men de ignorerede mig bare!
‘Nå! Hvad har vi så her?’, sagde Hr. Madsen. ‘Giv mig den seddel!’
Jeg rakte ham sedlen.
‘Det er altså ikk mig som har skrevet den’, stammede jeg.
Hr. Madsen læste sedlen. Så krøllede han den sammen, og stak den i sin lomme.
Han tog mig hårdt i armen, og trak mig op til katederet. Åh nej, hvad ville der nu ske?, tænkte jeg. Jeg var rigtig bange og mine ben rystede under mig.
‘Hvad hedder du?’
‘Emma’ hviskede jeg.
Alle drengene var blevet helt stille. De sad bare og gloede på mig. Hr. Madsen gik hen og låste døren. Jeg blev endnu mere bange.
‘Du er godt nok en uartig pige’, sagde han strengt. ‘Du trænger til lidt opdragelse!’
‘Nej, nej du må ikke gøre mig noget’, bad jeg.
Han svarede ikke, men bukkede mig forover, henover katederet. Jeg havde kun en kort sommerkjole på, og jeg kunne mærke at den blev trukket op over min numse. Drengene fniste, da de så mig stå der med enden lige i vejret. Held... Læs hele novellen
