Efter nogen tid hvor jeg havde gjort gulvet rent, kom en flok krigere ind med de 2 overlevende fanger, som havde lukket deres munde med knebler så de intet kunne sige og de blev ført over til væggen hvor de igen blev låst fast til de tunge ringe og hænderne blev bundet fast til kroge i væggen over deres hoveder.
Krigerne sagde nu er turen kommet til dig, og de førte mig over til pælen som jeg før havde stået bagbundet ved, hvor de bandt min krop stramt fast og da de var færdig kaldte de på hærføreren der sagde før kællingen ind.
Jeg fik et chok da jeg så Pia kom gående ind i rummet. Hun stillede sig foran mig og sagde nå lever du endnu, og så sagde hun til krigerne de skulle sparke mig hårdt 20 gange på hele kroppen, inden han skal lide en langsom og smertefuld sidste dag her i rollespillet.
Jeg skulle rigtig lide inden jeg skulle lide! Hun løsnede en lang tyrepisk fra bæltet hun havde om maven. Jeg forberedte mig på smerte.
Jeg nåede kun lige at høre lydmuren blive sprængt af pisken, før den landede på mig. Jeg havde ikke troet hun ville slå så hårdt, og lidt efter kom endnu et slag. Med samme styrke. Jeg lukkede øjnene og nød smerten, selvom det var meget hårdt. Efter 10 slag, kom hun hen til mig. "Hvor er du dygtig".
Hun tog piskeskaftet, og gned det hen over min røv og nosser. Min pik var som stål. "Var det slemt?", spurgte hun. "Nej søde", svarede jeg, og forsøgte at rette lidt på mine stramme reb om hænderne, men uden held. "Det var godt, for vi er jo først lige begyndt!", grinte hun.
Derefter fik jeg endnu en omgang pisk, alt i... Læs hele novellen
