Jeg møder dig udenfor banegården. Der er ikke flere tog i aften og i nat, fordi skinnebussen har fået en maskinskade. “Nå, skulle du også have været med?" spørger jeg. Det er cirka for treogtredive år siden oppe i Nordjylland, netop da p-pillen gik sin sejrsgang, og du har en kjole på under frakken og en hue med top. Og vi er nu to rejsende strandet i en lille provinsby. “Der går ikke noget tog før i morgen," siger du, “så man må vel forsøge at finde et sted at sove i nat.. Man kan jo ikke sove på stationen, der er ingen ventesal." For stationen er ikke meget mere end et trinbræt. “Og så i denne her regn og kulde." Et lille skilt oplyser, at der findes muligheder for logi på kroen nærved stationen.
Medens vi går derhen præsenterer vi os for hinanden. Du hedder Marianne og da vi når frem til kroen, er det næsten som om vi kender hinanden, og vi er i hvert fald begge to nitten år. Du går ind først, men en skuffelse venter os her. Der er kun et ledigt værelse på kroen. Nu bliver det pokkers besværligt. Du står foran mig, og du ser på mig, og du siger uskyldigt: “Man kan jo ikke sove her ude. Man kan jo ikke gå omkring hele natten i det vejr. Vi kunne jo dele værelset? Hvis du ikke har noget imod det, så er det i orden med mig." Og jeg kan kun samtykke.
Værelset er lille og indeholder en dobbeltseng. “Jamen, så må vil vel dele den," siger du, “det går vel også nok." Og jeg mener som du, at det nok skal gå. Men jeg føler hvordan det begynder at røre sig i bukserne og jeg bliver varm i kroppen. Pludselig at ligge med en fremmed pige i en seng sætter vilde fantasier i gang i hovedet på mig.
Du opfører dig som om du ikke har den ringeste anelse om, hvad man ellers bruger en seng til. Du har måske ikke lært det endnu. Du sætter dig på sengekanten. “Dette er min side," siger du, “du kan tage den anden side." Du slukker sengelampen på din side. “Kan du ikke godt slukke lampen. Jeg kan bedst li, at det er mørkt, når jeg tager strømperne a....
Læs resten. Vælg hvordan du vil være med herunder.