Du har ganske kort overvejet, om jeg mon er dig utro, men har besluttet dig til, at det er jeg ganske sikkert ikke, for vi elsker jo hinanden helt vildt. Du er sikker på, at du vil kunne mærke det på mig, hvis jeg har en anden.
Du vender dig uroligt i sengen, der er noget der forstyrrer din søvn, og pludselig er du vågen og ved, hvad der er i vejen. Der er nogen i soveværelset, du kan fornemme bevægelse i rummet og pludselig kan du se en skygge lige ved siden af sengen. "Hvad fanden...." Du vil råbe op, men i det samme mærker du en hånd over din mund og lyden af en forvrænget stemme ved dit øre. "Vær helt stille, frue, så sker der ikke noget. Er det forstået?" Du nikker forskræmt og spærrer øjnene op, da du i det svage lys fra månen kan se, at manden har en skimaske på. Han betragter dig et øjeblik, stadig med hånden over din mund, så spørger han om han kan fjerne hånden uden at du skriger. Du tøver et øjeblik, så nikker du.
Forsigtigt fjerner han hånden men holder den klar, hvis du skulle skrige alligevel. Men du skriger ikke, du betragter ham bare med store forskræmte øjne, så hvisker du stille: "Vil du ikke godt lade være med at gøre mig noget, jeg skal nok lade være med at skrige og jeg vil ikke fortælle nogen, at du har været her, så du kan roligt gå igen...." Du vrøvler videre, mens han roligt betragter dig. Efter et øjeblik tier du, og i betragter hinanden et kort stykke tid.
"De er meget smuk, frue. Jeg tog mig den frihed at betragte Dem, mens De sov, og jeg må sige at det er lang tid siden jeg har set nogen kvinder der var så smuk." Det er en varm sommernat og i søvne har du sparket dynen af dig, så du ligger ... Læs hele novellen
