Slagene faldt jævnt med fem/seks sekunders mellemrum, og Kims jamren klang højlydt i stuen. Stilhed var en luksus hun ikke kunne unde sig mere. Hver slag fik tøjklemmerne i hendes fisse til at dirre og hendes bryster fejede over bord pladen og mindede hende om hvilken smerte klemmerne i hendes brystvorter gemte.
Efter fem af de syv slag (dvs. seks i træk) tryglede hun om nåde: ”Åh jeg kan ikke mere…åh…åh auw…please!… jeg må ha’ en pause.” Til sin overraskelse holdt slagene inde. Brad satte sig ned på hug foran hende med timeren i hånden: 11:45… 44…43…, han afbrød den. ”Du siger bare til når du er klar Søs.”
Kim sank udmattet sammen. Til at starte med kunne hun slet ikke overskue de to slag hun havde tilbage fra bambusgrenen, og tænke på bæltet kunne hun slet ikke. Men langsomt dulmedes den svigende smerte i hendes balder og blev til en intens varme der bredte sig ud i hendes underliv og hedes fisse. Igen dukkede den liderlige djævel op i hendes tågede tanker: ”Din liderlige møgtøs! kan du ikke ta’ din straf som fortjent! Din ludder! Du burde trygle om mer’!” Kim rettede sig op: ”Jeg er klar.” Hun nåede lige at høre et bip fra timeren – ”AAAAUUW!” Første slag var faldet og smerten fik denne gang lov til at sætte sig før det sidste slag tegnede dagens niende røde steg over de run... Læs hele novellen
