Hun havde egentlig mest lyst til at stoppe og stå ud for at beundre synet og den store stilhed, men hun turde ikke risikere at standse, for den gamle Toyotas motor var ikke særlig pålidelig, slet ikke i koldt vejr som nu. I stedet satte hun farten ned, så hun fik tid til at nyde turen. Hun skulle ikke nå noget, skulle bare hjem til det tomme rækkehus, hvor hun havde boet alene i mere end 2 år, lige siden Torsten havde forladt hende til fordel for en eller anden gimpe, som knap nok var fyldt 18. Bettina var 26, da det skete, og Torsten mere end 30. Det havde gjort ondt, og siden da havde hun holdt mænd på en armslængdes afstand.
10 km længere henne af vejen kørte Frank i sin kranbil fra Falck. Det havde været en travl vagt med masser af starthjælp og fastkørte biler, men nu var det slut og han var på vej hjem til stationen og juleferien. Han sukkede stille. Juleferie, hmmm. Han så ikke frem til at skulle sidde alene juleaften, men den smule familie han havde, skulle udenlands, og han havde ikke lyst til at fejre jul på Madeira i solskin og 20 graders varme.
Pludselig hastede det ikke med at komme tilbage, og han fandt en vigeplads, hvor han holdt ind for drikke den sidste kaffe fra termoen. Hjemmelavet, for Frank var ungkarl, ikke af egen fri vilje, men havde ikke mødt den rigtige endnu. Han havde været inde i en serie mere eller mindre alvorlige forhold, flest af den sidste slags, men det var utilfredsstillende i længden, og de sidste mange måneder havde været nærmest cølibat.
Han så den halvgamle, røde Toyota, da den sneglede sig forbi. Klog fører,... Læs hele novellen
