Rygtet gik som en løbeild gennem firmaet. Bitten var afhold af alle. Hun var for et år siden headhuntet fra et andet firma, og hun var kendt som en knusende dygtig personalechef, der i løbet af sekunder kunne spotte, om en person kunne bruges til noget eller ej.
Med sig i graven tog Bitten en hemmelighed, som kun hun og jeg havde sammen. Vi havde haft et forhold gennem otte måneder; og hun var på vej hjem til mig, da hun kørte galt. Det hele er nogle år siden. Jeg har nu fået det så meget på afstand, at jeg kan fortælle historien. For det var ikke sådan, at Bitten og jeg var forelskede. Overhovedet ikke! Vi brugte bare hinanden til sex, fordi vi hver især havde nogle ”evner”, som den anden satte pris på. Bitten hed ikke Bitten, og hun kørte heller ikke Audi. Resten passer.
Første gang jeg så hende var i den uge, hvor hun var blevet ansat. Hun spærrede øjnene op. Og det gjorde jeg sådan set også. Hun var frækt klædt på på den tækkelige måde. En rigtig karrierekvinde. En højhalset bluse skjulte et par vældig nødder, en stram nederdel nogle dejlige runde hofter. Håret var sat op i nakken; og et par briller, som jeg senere fandt ud af, bare indeholdt vinduesglas, sad på hende næse. Og hvem i alverden er du så? spurgte hun med store, blå øjne. Jeg er firmaets toiletpapirsrulleudskifter! Smilede jeg.
Jeg elskede den titel, som jeg selv havde fundet på. Det var ikke engang løgn. Jeg trængte til et sabbatår, inden jeg læste videre, og det var foreløbig blevet til to, fordi jeg havde det hy... Læs hele novellen
