Colombia er hvad mange kalder verdens røv hul. Befolkningen så fattig at de ikke ejer piben til tobakken. Tobakken er der dermed mere end nok af. Ingen whisky blend eller mac Barens’s, men valmue og ryge heroin. Underligt nok var det netop befolkningens evne til at overleve i samfund med enorme klasseforskelle som altid havde talt til reporteren i mig. Nakotikaen var drejningspunktet i økonomien og baronerne og deres håndlangere konger. Befolkningen sled og slæbte og måtte nøjes med nul og niks og så at tykke coca blade for at kunne holde tilværelsen ud. Den Danske ambassade havde frarådet os turen op i den nordlige region, men udsigten til en oplevelse ud over det sædvanlige havde endnu engang bragt mig om mine 2 medarbejdere ud på eventyr. Formålet med turen var at komme i dialog med en af baronerne som for et par år siden var flygtet op i bjergene. Flygtet er nok så meget sagt. Regeringen havde udstedt en arrestordre på samtlige af Medalins kendte narko baroner, men selv om man udmærket vidste hvor de befandt sig, gjorde ingen noget ved sagen. Der var ganske enkelt for mange bestikkelses penge i, at lade være. Regeringen havde dog udsendt det signal som omverdenen ønskede. Min reportage skulle netop udstille den modsætning i forholdet. Officielt gjaldt turen dog en skildring af befolkningens levevilkår. Hvis turens oprindelige formål blev kendt ville vi ikke eje skyggen af en chance for at overleve. Hverken regeringen eller baronerne ville se positivt på vort forehavende.
Vi havde lejet et fly som skulle lifte os så nær bjergene som muligt. I Chortisse lå en kristen nødhjælps station som vist nok var etableret under borgerkrigen af UNICEF. De havde en ældre jeep som vi havde fået lovning på at låne. Nu gik turen op langs bjergene af æsel stier og dårligt vedligeholdte veje. Jeepen havde rundet 30 år og i dette terræn var det næsten ensbetydende med usikker drift. Det knagede og bragede også lystigt i transmissionen under opstigningen. G... Læs hele novellen
