Marinella gned sine røde, opsvulmede henled. Nå bliver det til noget? Lød det fra hertugen. Hvis du foretrækker det, kan jeg bede mine folk rive pjalterne af din krop! Mit tøj må ikke tage skade, det er det eneste, jeg har, sagde Marinella hurtigt. Hendes fingre dirrede og var følelsesløse, men det lykkedes hende at løse det reb, hun havde om livet som bælte. Så åbnede hun et par knapper ved kjolens hals, krængede den ud over sine skuldre og lod den glide ned over sine hofter.
Under kjolen kom en tyk vadmels-underkjole til syne, den var lappet og rimpet. Den var snævrere end kjolen og hun måtte tage den af over hovedet, hvilket voldte hende en del besvær. Men omsider kom den af og hun lagde den fra sig på gulvet. Lad det nu gå lidt hurtigt, sagde hertug Raimund, mens han trommede på stolens armlæn. Sigøjnerpigen havde nu kun en stumpet særk på. Hun stod et øjeblik stille og gøs, mens hun rettede sit blik mod hertugens. Hun læste ingen barmhjertighed i hans øjne.
Med rystende hænder strøg hun langsomt særken af sig og lod den falde ned om sine ankler. Hun havde hverken bukser eller strømper på og var nu ganske nøgen. Rødmen skød op i hendes kinder, og hun stirrede ned i gulvet, mens hun holdt den ene arm op for de tunge bryster med de store tilspidsede brystvorter og med den anden hånd skjulte den sorte hårdusk, der dækkede hendes skød.
Der var fuldstændig stille i tortur kælderen, bødlen havde lagt sine tænger fra sig, og hans svende stod med åbne munde og stirrede på den svungne kvinderyg og den brede bagdels kurver, som var vendt ... Læs hele novellen
