På nær et svagt lys i et enkelt vindue virkede huset på en eller anden måde forladt. Der var mørkt i haven, og buskenes konturer virkede lettere skræmmende. Fliserne lyste en anelse op og førte ham langsomt men sikkert hen til hoveddøren. I vindfanget var sat to store bloklys, som hjalp ham med at finde vej op ad de få trin. Forsigtigt bankede han på døren. Ingen åbnede. Igen bankede han på døren, denne gang betydelig kraftigere. Denne gang blev der åbnet og foran ham stod en smuk kvinde. Han så direkte i hendes mørke blå øjne, omkranset af lange sorte øjenvipper. Hendes lange brune hår snoede sig over den ene skulder og skjulte det ene bryst. Hun bar en lang sort stropkjole i et svagt skinnende materiale, der smygede sig til hendes velproportionerede krop. På fødderne havde hun et par høje sorte sko. ”Velkommen, jeg hedder Kirsa ” sagde hun med et smil, ”kom indenfor og læg overtøjet. Fruen venter dig”. Han trådte indenfor i hallen, der kun var oplyst af en lysekrone med levende lys. På den ene væg var et stort spejl indrammet i en slidt guldramme med udskæringer. Langs trappen op til første salen stod et par rokoko stole, hvor han lagde sit overtøj fra sig.
Kirsa stod afventende ved døren ind til stuen, hvor de svage toner af klavermusik kunne høres fra. Han fulgte efter hende videre ind i den store stue. På nær en enkelt lampe i et hjørne, var stuen kun oplyst af levende lys, placeret overalt i stuen. Lange kandelabere på skænken og på gulvet ved siden af sofabordet. Klynger af bloklys på borde og hylder. Møblerne var gammeld... Læs hele novellen
