Som et plaster på såret - og til stor tilfredshed for personalet i baren - fik jeg drukket ret mange varme romtoddys den uge. Og som dagene gik, var det lige før, at jeg også begyndte at nynne med på orgelmusikken, der konstant flød ud af de store brune højtalere. En af servitricerne, en fuldvoksen kvinde ved navn Judith, skrålede altid med, når hendes yndlingsnummer tordnede ud af højtalerne. En del af omkvædet kan jeg desværre huske endnu: “Der Schnee ist so herlich, und die Frauen sind so schön...” Kan I så forstå, hvorfor jeg mod ugens slutning så småt var ved at få lidt hjemve.
Mit uheld betød samtidig, at det heller ikke var mig, der det år imponerede på de snehvide løjper i min ellers så velkendte Ingmar Stenmark stil. Ingen piger blev betaget af mit stilsikre skiløb. For slet ikke at tale om aftnerne på hotellets diskotek, der dette år måtte undvære mine særprægede dansetrin. Nu er jeg ikke typen, der sidder og keder mig. Men en hel uge alene i en hotelbar, mens de andre står på ski og trykker den af diskoteket. Ja, så kan selv jeg sgu bliver mør! Derfor var jeg også som en kåd dreng dagen før juleaften, da vi i år skulle af sted på skiferie. Mit østrigske traume ... Læs hele novellen
