Jeg havde et tæppe og min skriveblok med mig, for jeg fandt altid inspiration her. Jeg gik mellem træerne, ned i den anden ende af skoven. Der fandt jeg min lille lysning, hvor jeg plejede at ligge, godt gemt i træernes og buskene krat og med en smule plads lige ned til søen, derfra hvor jeg var. Jeg elskede denne plet og spredte mine ting ud på græsset. Jeg kunne høre vandet pible ned gennem slusen og lyden af fugle og andre dyr der puslede. Det var så hyggeligt. Jeg begyndte at smøre mig ind i sololie, ganske langsomt, mens tankerne kom og gik, drømmende igen.
I dag ventede der mig åbenbart en oplevelse, som jeg endnu ikke var klar over. Det skulle vise sig, at skovfogeden kom på uventet besøg. Jeg lagde og slængede mig i græsset, splitternøgen og fri som fuglen. Jeg stirrede op i den klare blå himmel. Dejligt vejr. Jeg lod solen varme min nøgne krop, der var smurt godt ind i sololie. Jeg begyndte ubevidst, at lege med mig selv.
Så lukkede jeg øjnene og lå og lyttede intenst til alt livet omkring mig der på mit gemmested, hvor ingen anden kunne finde ned - troede jeg da, for så gik der en sky for solen lidt for længe. "Du skulle vel aldrig ligge og trænge til selskab," var der så pludselig en stemme der sagde. Jeg lukkede øjnene op og så, en mand der stod bøjet over mig. Jeg havde dagdrømmet sådan, at jeg slet ikke havde hørt ham komme, og han måtte nu også have sneget sig ind på mig. Han var høj, meget mørk i huden, som var han vant til at gå ude og han havde lange shorts på og sandaler. "Ja, jeg er jo skovfogeden" sagde han, "og jeg kom lige forbi her og så du lå her og havde det så dejligt."
Jeg lurede lidt på situationen, for der lagde jeg helt uden tøj på og totalt blottet, men han så nu ikke ligefrem ud som om han ville give mig en b... Læs hele novellen
