Hun skriver somme tider for at snakke om alt og ingenting. Denne gang skrev hun en torsdag aften for at høre hvad jeg lavede. Som sædvanligt var jeg på arbejde, men dog på vej hjemad. "Kommer du ikke forbi og henter mig. Jeg gider ikke være hjemme hos de gamle. De er åndssvage." Jeg tænkte hun havde brug for en lille snak, så jeg skrev tilbage "jo jeg er fremme om en god halv time, så kan vi køre en lille tur." Fint. Jeg smutter lige i bad, så kommer jeg ud på vejen. De gamle må ikke se dig. Du skal ikke bade for min skyld, jeg er jo selv beskidt efter en hel arbejdsdag. Men der kom ingen svar tilbage.
Jeg var fremme ved 21-tiden. Lidt nede af vejen kunne jeg se en i lidt stor termokedeldragt stå og vinke. Mystisk, men jeg kørte derned. Og det var M. Jeg stoppede og samlede hende op. Skøn spadseredragt sagde jeg med et smil. Det er sku da koldt derude her i februar var svaret. Varmeapparatet fik en tand op. Hun skulle jo ikke sidde og fryse det lille pus. Vi kørte stille derudaf. Er det i orden jeg tager denne her af spørger hun pludselig, og henviser til kedeldragten. Jo ja selvfølgelig. Den er jo varm at have på inde i bilen. Hold lige ind på vigepladsen her henne i skoven. Jeg kan ikke tage den af mens du kører. Jeg skal måske hjælpe dig tænkte jeg, men sagde ikke noget, og drejede ind i skoven som hun sagde. Det passede mig egentlig også fint da jeg lige skulle lade vandet.
Jeg hoppede ud af bilen da vi holdt stille. Ordnede hvad jeg skulle og hoppede ind i bilen igen. Til min store overraskelse sad M uden en trævl på kr... Læs hele novellen
