Resten af dagen ser jeg heldigvis ikke nogen af dem, og formår at fordybe mig nok i mit arbejde, til at fortrænge formiddagens hændelser. Det bliver sent inden jeg er færdig med arbejdet, og klar til at tage hjem. Men på den måde slipper jeg også for at skulle se andre i øjnene på vejen ud. Jeg træder ud af mit kontor, og konstaterer med glæde, at hele etagen ser ud til at være tømt. Der er mørkt i alle kontorerne, og det er kun i det store åbne kontormiljø, at der er lys, men der er ingen mennesker. Med en lettet følelse ser jeg, at elevatoren også er tom, da dørene åbner sig, og jeg begynder at slappe af. Men allerede på næste etage stopper elevatoren, og postdrengen står i døren og venter. Jeg ser smilet der breder sig over hans ansigt, og mærker hvordan mit hjerte synker i takt med det. Han træder ind i elevatoren sammen med en af de andre postdrenge, som skubber dagens sidste postvogn ind i elevatoren. De kigger begge på mig med sultne øjne, og meget mod min vilje mærker jeg hvordan mine brystvorter bliver stive under den stramme skjorte. Postdrengen med kæmpepikken, som allerede har benyttet sig af mig, træder helt hen til mig, og hvisker mig i øret, at hans ven hedder John og han selv hedder Brad - og for hver gang jeg glemmer deres navne, så vil de finde på en ny måde at bruge mig på. Men at lige nu er jeg temmelig langt bagud, fordi jeg jo aldrig har været i stand til at huske det. Jeg mærker tårerne igen, og begynder at forklare ham, at der er flere tusinde mennesker i firmaet, og jeg jo ikke kan huske alles navne.
Ud af øjenkrogen ser jeg John række ud og trykke på stopknappen til elevatoren, og mærker hvordan den med et ryk stopper mellem to etager. Sekunder senere kommer stemmen, der spørger om der er noget galt, og John fortæller med rolig stemme, at det er... Læs hele novellen
