Sophie gik i 3.G, da vi mødtes og var lige startet på universitetet, da hun slog op. Vi gik på samme skole, men jeg gik en klasse under hende. Vidste godt, at jeg havde scoret over evne. Jeg mener, hun var en af de populære piger i gymnasiet; høj lyshåret pige med pæne bryster, god røv og – nå ja – verdens dejligste smil. Og uden overhovedet at være snobbet. Jeg var nok meget mere ”normal” og gennemsnitlig. Eller sådan følte jeg mig da efter at have siddet på værelset et par timer en lørdag aften og surfet på nettet. Sophie var min store kærlighed, og i de fire måneder, vi var sammen, var jeg sikker på, at det skulle være os. Sådan skulle det altså bare ikke være.
Besluttede alligevel at tage ud og mødes med vennerne for at få en øl. Det skulle nok blive meget hyggeligt, og det var nok også mest togturen ind til byen, der havde afholdt mig fra at tage af sted. Da jeg var ude af døren, begyndte jeg ligefrem at glæde mig. Det skulle nok blive hyggeligt efter en lang og kedelig uge. Måske var jeg oven i købet så heldig, at jeg fik scoret. Toget var stort set tomt, og jeg sad alene i kupeen. Sad i mine egne tanker, da jeg kiggede ind i nabokupeen. Det lignede godt nok Sophie, men siden vi slog op, havde vi ikke snakket sammen, selvom jeg savnede hende, og jeg bildte derfor mig selv ind, at jeg så hende på hvert andet gadehjørne. Det havde selvfølgelig aldrig været hende, men denne gang var jeg dog så sikker, at jeg blev nødt til at gå gennem kupeen for at se efter.
Det var hende! Vi hilste pænt, men vidste ikke helt, hvad vi skulle sige til hinanden, så det blev lidt kejtet. Hun fortalte på min opfordring, at hun bare var på vej... Læs hele novellen
