Som sagt er jeg en lesbisk kvinde på 27 år. Jeg er ikke den feminine af slagsen, men kan da godt blive lillepigeagtig når nogen giver mig komplimenter. Så plejer jeg at rødme helt. Jeg arbejder i en Starkbutik, hvor det vrimler med håndværkere. Et paradis ville mange piger nok sige, men for mig er det bare hyggeligt. Men men men, så dukkede ham her op! Dejlige blå øjne, sødt smil, skaldet, daggammelt skægstubbe og muskuløs. Anders hed han. Han fik mit hjerte til at hoppe en ekstra gang, for der var noget over ham som bare tændte mig. I ny og næ hændte det også jeg snakkede med ham, fordi han spurgte om nogle ting han skulle bruge. Jeg holdt hovedet koldt og svarede ham.
Så kom ”finanskrisen” og jeg så ham ikke i lang tid. Tænkte åh nej han er blevet fyret og jeg ser ham aldrig igen. Tanken gjorde mig trist. Men så en dag kom han gående i civilt igennem butikken, jeg smilede og sagde ” Jeg var bange for du var blevet fyret”, han kiggede på mig og sagde ”Nej nej jeg har bare været syg, og så smider man heller ikke guld på gaden”. Han gav mig et klap på skulderen og forsvandt igen. Nu var jeg glad igen. Historien gentog sig et par måneder senere, denne gang havde han brækket kravebenet, fordi tumpen havde fået en cementblander over sig. Sådan en med blandekar og tre ben. Tror jeg har lydt bekymret da jeg svarede han skulle passe på, for han kiggede mig i øjnene og smilede. ”Lad vær’ med det der” tænkte jeg da han var gået, for altså for helvede, alle kender mig som hende Lebben og ja jeg er jo nok noget dobbeltmoralsk, for kan ikke fordrage piger der har været sammen med piger og så finder en fyr. Men nu stod jeg der og var total splittet. Le... Læs hele novellen
