Solen hænger lavt over byen. Manden sætter sig på hug, og idet toget hastigt kommer nærmere under dem tager han konvolutten fra kvinden og griber om hendes ankler. Mens han siger noget, løfter han hende op over rækværket i en hurtig bevægelse. Deres øjne mødes et kort sekund, før hun glider ud i intetheden med et overrasket udtryk i ansigtet. Sekunder efter hendes krop har ramt sporene 7 meter under broen, kører toget hende over. Løberen placerer konvolutten under en sten præcis på det sted, hvor han vippede kvinden over rækværket; så genoptager han sit løb.
Lokomotivføreren får stoppet toget 400 meter nede af banelegemet. Han bevæger sig angst hen mod broen. Det eneste han finder er en løsrevet arm, alt andet er væk. Skinnerne glimter gyldent i strålerne fra den nedgående sol; de ligner guldspor, men togføreren har ikke øje for det. Han knuger den afrevne arm ind til kroppen; det eneste fysiske bevis på at hans tog kort før virkelig ramte noget. At skyggen foran førervinduet ved broen ikke blot havde været indbildning. Han bemærker, at der sidder en fornem vielsesring på ringfingeren af den blodige underarm, så sætter han sig grædende ned på skinnerne i solens sidste stråler, mens fuglene kvidrer omkring ham i den smukke sommeraften. Lokomotivføreren, der ellers havde 23 år tilbage i jobbet, kommer aldrig mere til at føre et tog eller udføre nogen anden funktion på arbejdsmarkedet i øvrigt. Alt det ved løberen ikke. Han løber. Nyder lyden af gruset under fødderne på Vestre Kirkegårds idylliske stier. Han har lige slået et menneske ihjel, men hans puls e... Læs hele novellen
Det er blevet sagt før, men du skriver fantastisk flot.
Anonym | 5/1/2024 - 18:07