Vi var nemlig naboer på en stille, utrafikeret parcelhusvej. Da vi var mindre, byttede vi klister mærker og den slags henover hækken mellem vores haver, og når vi var blevet enige om en byttehandel råbte vi med høje, begejstrede stemmer ”bytte, bytte købmand, bytter aldrig om igen!”
Man skulle næsten tro, at vores vej var mødested for foreningen for enlige fædre, for både min far og Svend tilhørte denne gruppe. I vejens to øvrige huse boede der dog vaskeægte kernefamilier med alt, hvad dertil hørte af børn, biler og hunde. Jeg tror ikke, at hverken Svend eller min far gav meget for de ”moderne” fædre, de delte vejen med. Nej, de var begge mænd af den gammeldags slags, der foretrak at stå ved hækken med en kold bajer og snakke om vejret og weekendens fodboldkampe. Hvis ikke det lige var fordi, de boede alene, ville de sandsynligvis også bare ligge på sofaen og vente på, at middagen blev serveret. Måske var det i virkeligheden derfor, de boede alene.
Det hele begyndte en stegende varm sommerdag i midten af juli, og hele kvarteret duftede af nyslået græs og genlød af solsortesang. Fra mit værelsesvindue kunne jeg se over i Mathildes have. Kun iført falmede shorts og et par udtrådte kondisko gik Svend og slog græs med en græsslåmaskine uden motor. Han var på alle leder og kanter en stor mand. Han var hærdebred, mens maven tydeligt bar præg af alle d... Læs hele novellen
den er rigtig god og tillige velskrevet
Anonym | 5/1/2024 - 17:49