Som storebror har jeg vel altid taget mig af hende, indtil hun kunne tage vare på sig selv. Jeg passede hende når vores forældre var væk og senere var det bare et spørgsmål om at vi kunne li' at tilbringe tiden sammen. Hun er kær, meget. Og sød. Men frem for alt er hun blevet skarp som ind i helvede. Man kan ikke bilde hende ret meget på ærmet og hun interesserer sig lige så meget for tåbelige filosofiske diskussioner som jeg.
Derfor er emnet som oftest også lidt højtravende når vi endelig kommer i gang. Sådan var det også denne aften. Vi går hjemad sammen efter en fest der endte med at blive lidt for højrøstet og larmende. "Jeg køber den ikke" -griner hun. Min søde 16-årige lillesøster smiler til mig og griner på sin sjove lidt skæve måde.
Hun får sådan et glimt i øjet, som om hun da godt kan forstå, at man lider af en sjælden naiv vildfarelse. "Selvom man er lidenskabelig, behøver det jo ikke betyde at man ikke kan bevare selvkontrollen, min kære bror. Jeg anser mig selv for værende ganske lidenskabelig og brændende interesseret i livet, men jeg er da ikke psykopat af den grund!" -Hun lægger hovedet lidt på skrå. "Ikke psykopat, så langt fra.
Jeg mener bare, ehh. Når jeg for eksempel fortaber mig i en tegning, et digt, et maleri eller et stykke musik, med en eller anden dybere følelse. Deri kan ligge en afgrundsdyb sorg over at det ikke var mig, der kunne udtrykke mig sådan. Hvis jeg så umiddelbart efter en sådan oplevelse kommer op på min motorcykel, ryger nålen nemt op på 170 i jagten på en ægte følelse der er min egen!" -Den er unfair, jeg ved hvordan hun har det med at sidde bag på når det går rigtigt stærkt og hun fortæller det i hvert fald ikke til far og mor.
Hun rynker brynene "ja måske, men er det lidenska... Læs hele novellen
