Hun var nu helt åben. Hendes blodfyldte skamlæber havde åbnet sig, det vidste hun, og drengene havde frit udsyn lige op i hendes aller mest intime. Til sin skam og rædsel mærkede hun fugten samle sig igen.
”Syng med!” kom det i kor fra drengene. ”Det gør de bare ikke,” tænkte Kim, hun kunne ikke få et ord over sine læber. ”Du vil vel ikke ha’ at vi skal rejse os og banke det ud af dig?” løb Brians barske stemme bag hende. Kim rømmede sig og hendes stemme lød svagt mellem pigestemmerne på filmen. ”Højere!” kom det i kor fra drengene, og kim pressede sig for at styre sin stemme, der var grødet af skam og ophidselse. Hun var ikke stolt af sig selv, som hun lå der med den bare røv i vejret og sang børnesange for sin lillebror og hans kammerat. Hendes stemme knækkede hele tiden over og hun havde svært ved at ramme tonen – Det måtte lyde forfærdeligt. Hun følte sig som en lille skolepige i hænderne på en duo af sadistiske rektorer. – Hvordan var det nogensinde sket at hun var havnet i en sådan absurd situation?
”Jeg tror alligevel vi må banke lidt mere sanglyst ud af dig.” Drengene havde rejst sig efter de første to sange og stod nu lige bag hende på hver sin side. Kim glemte straks sin sang, da det første slag fra bordtennisbattene ramte hendes ende. ”Syng videre!” kom den prompte opfordring. Kim kom hakkende i gang igen, ... Læs hele novellen
