”Godt, så må du godt tage klemmerne af.” Brian lagde lyset til side, ”Denne her til fissen,” han viftede med agurken, ”og denne til dit lille lyserøde røvhul.” Han rakte med et hævngerrigt smil guleroden og agurken frem mod hende.
”Jeg gør det ikke!” protesterede Kim, ”I får mig ikke til det.” Hun lagde trodsigt arme og ben over kors og så væk som en stædig lille pige. Men hendes kinder brændte af skam og lyst. Drengene tog det også roligt og lod hende sidde og mule lidt. Til sidst tog Brad ordet:
”Du ved at ellers viser jeg bare mor og far det billede. Husk det! Så bliver du smidt ud. Så er du kommet så langt for ingen ting: Alle de slag, alle de ydmygelser. Tænk på hvad vi efterhånden har set.” Der var stille lidt. ”Du får selvfølgelig også kopierne af det sidste billede.” … ”Du har kun syv et halvt minut igen, så er du fri.”
Kim begyndte nølende at fjerne klemmerne fra sine skamlæber. Igen og igen genlød hendes hoved af de samme spørgsmål: Hvordan var hun nogensinde havnet i denne situation? Hvorfor havde hun nogensinde indgået den aftale? Hun havde aldrig troet det kunne udvikle sig sådan; højst et par klap bag i - med bukser på! – Skammekrogen måske. Ydmygelsesaspektet havde hun slet ikke skænket en tanke. Hvordan kunne hun have undervurderet sin brors fantasi sådan? – Og så havde han draget Brian den lille sadist med ind i det. De havde krænket alt, hvad der var hende helligt, alt hvad der var hende intimt: hendes røv, hendes bryster, fisse, røvhul, hendes stolthed, alder, hendes tåre, - al hendes værdighed! I dette øjeblik svor Kim en... Læs hele novellen
