Rutebilen stoppede in the mittel of nowhere, og vi steg af. Når man stod på landevejen og så ned mod gården, var det første der fangede blikket, de 2 store røde ladeporte. Helt firkantede var de. Når jeg lod blikket glide til højre fangede det stuehusets gavl med det store vindue – og deroppe – lige under taget, var vinduet til mit værelse. Det vil sige – det værelse der var mit, når jeg var på ferie her.
Jeg elskede det. Markerne der lå langs jordvejen som førte til mit eventyrland. På den ene side roer og på den anden side korn. Engen, hvor køerne gik hele dagen og stalden. Stalden med alle dyrene, høloftet og den helt vidunderlige duft af korn, halm, foder og dyr. Stuehuset, der duftede så bekendt og dejligt. Jeg kan genkalde mig duften endnu. Friskbagt brød, kaffe og rengøringsmidler blandede sig med lugten fra bryggerset, hvor gummistøvlerne og arbejdstøjet hang. Denne lidt skarpe lugt af dyrene, som satte sig i mændenes arbejdstøj, lærte jeg at nyde. Men kun når jeg var her – mærkeligt nok.
Roligt gik vi ned ad jordvejen. Men jo tættere på vi kom, jo hurtigere gik jeg, for til sidst at løbe. Løbe lige ind på gårdspladsen med de toppede brosten og en lyst til at råbe ”Nu er jeg kommet!”
Kaffen var lavet og kopperne stod på bordet i køkkenet. Den blomstrede voksdug, de 3 vinduer mod haven og spisekammeret med brødet der stod fremme. Fra spisekammeret førte en lem i gulvet én ned til et slaraffenland af hjemmelavede marmelader, saft og syltede asier og rødbeder.
På væggen hang en kaffemaskine. Den første jeg havde set af slagsen. Jeg brugte lang tid, bare på at se kaffen løbe igennem. Fascinerende!
”Velkommen her” lød det varmt, og knus blev uddelt.
”Nåh – hvo´n går det så?”
”Jow jow det er da ikke så ringe”
”H... Læs hele novellen
