Hun bestilte en Cafe Latte og satte sig ved et bord. Blikket gik hele tiden i retning af baren, hvor han stod. Der stod han og tronede med sin "million dollar-ass", mens hun sad og blev smådeprimeret over ikke at kunne røre. Han vendte sig og stod nu med siden til hende. Hendes øjne fandt vej til hans skridt. Der var en flot bule i hans tætsiddende jeans. Hun smilede på en gang saligt og frækt ved tanken om at pakke indholdet ud. Da hun kiggede op, mødte hendes øjne hans, og hun rødmede let. Han smilede arrogant til hende, og hun ærgrede sig over, at kaffen endnu ikke var kommet, så hun kunne ha' taget en tår eller lavet en eller anden form for afledningsmanøvre. I stedet tog hun sin kalender frem og skrev imaginære aftaler ned. Endelig kom kaffen, og hun skyndte sig at tage en tår, men kaffen var, trods mælken, så varm, at hun var lige ved at spytte den ud igen, og det gav nogle små, pudsige ryk i hovedet. Han iagttog det lille optrin og smilede underfundigt! Hun ønskede sig langt, langt væk - Zimbabwe virkede som et glimrende forslag i dette øjeblik.
Han kom hen til hendes bord, rakte hånden frem og sagde: "Marco". Hun returnerede hilsenen med et spædt: "Pernille". Han holdt hendes hånd meget længe, og hun prøvede at foregive, det var det mest naturlige i hele verden. Hele seancen blev afsluttet med et håndkys og et tilbud om en gåtur og en is, som hun skælvende takkede ja til.
Han var ikke genert og havde sin hånd på hendes lænd, som de gik der langs søerne i forårssolen. Hun nød varmen fra hånden og følte sig virkelig godt tilpas. Isen ha... Læs hele novellen
