Barnepige

En dag da jeg kom hjem, efter at have besøgt en af mine kammerater, fortalte mine forældre mig, at de havde indvilget i at hjælpe med opbygningen af et hospital og adskillige skoler i Venezuela. Dette ville selvfølgelig medføre, at vi ikke ville se hinanden det næste stykke tid, da jeg jo skulle passe min skole. De var ikke helt sikre på, hvor lang tid det ville tage, men vi skulle nok regne med mindst et par måneder. Umiddelbart var jeg helt vild med idéen, da dette jo betød, at jeg ville have huset for mig selv det næste lange stykke tid. Dog faldt min iver en del, da jeg fik at vide, at mine forældre selvfølgelig ville hyre en, der så kunne se efter mig og passe mig, mens de ikke var hjemme…

Mine forældre brugte således de næste dage på at undersøge markedet, og snakke med de interesserede der meldte tilbage. Og nogle dage efter dette fortalte mine forældre mig, at de havde fundet en sød ung kvinde, som de synes virkede meget ansvarsbevidst og synes virkeligt godt om. Pernille, som hun hed, ville komme forbi inden for de næste par dage, så mine forældre kunne snakke lidt mere med hende. Der var jo meget der skulle planlægges, når de skulle være bortrejst så længe, og de måtte være helt sikre på, at Pernille kunne tage hånd om det hele.

Selv mødte jeg ... Læs hele novellen