Da hun nåede frem til færgen, var næsten mørkt, så hun viste sin billet og gik ombord. Hun var tidligt fremme ved færgen, så der var ikke ankommet så mange passagerer endnu. Hun købte lidt mad og satte sig i cafeteriaet. Efterhånden som afsejlingen nærmede sig, begyndte der at blive fyldt op, og da det var højsæson, var de fleste borde hurtigt taget. Dog fik hun lov at sidde i fred for sig selv. Hun sad og kiggede døsigt rundt på de andre passagerer, men de fleste var trætte familier med børn og hunde, og virkede ikke særlig interessante.
Pludselig var der en stemme der vækkede hende fra hendes døs. ”Må jeg slå mig ned her?” spurgte en blød dyb stemme. ”Ja, selvfølgelig”, fik hun fremstammet. Hun kiggede op og så ind i et par flotte grønne øjne, der var omkranset af et smilende ansigt. ”Jeg hedder Mikkel” sagde de grønne øjne. ”Jeg synes, du lignede en der rejser alene ligesom mig.” ”Ja,” svarede hun. ”Jeg hedder Klara.” Han kiggede hende dybt i øjnene, mens han satte sig over for hende, på den anden side af det smalle cafeteriabord. ”Skal du på ferie?” spurgte Mikkel. ”Ja, det skal jeg, hvad med dig?” ”Jo.”
Det skulle han selvfølgelig også. Hvem på færgen skulle ikke det. Det var da tydeligt for enhver. ”Er du frisk på et spil kort?” spurgte han. Det var hun, og imens færgen satte i gang, fordrev de to tiden. Da de havde sejlet et stykke tid, kunne Klara pludselig mærke en hånd på sit lår. Hun kiggede op fra sine kort, og kunne se at Mikkels øjne havde fået et frækt og listigt blik. Hun kiggede ... Læs hele novellen
