Der var fuldstændig mennesketomt i parkeringskælderen. Kun få biler var tilbage. Han gik foran mig hen mod en af dem, fog nøglerne frem og åbnede bagagerummet. Ned med dig, sagde han. Jeg blev stående, tøvende, som om jeg ikke troede, han mente det alvorligt. Han ventede nogle sekunder på, at jeg skulle bevæge mig. Så gentog han: Ned med dig. Hans stemme var egentlig ikke truende. Knap nok kommanderende. Han talte nærmest som om, han forklarede mig noget indlysende. Og hvad kunne jeg så stille op?
Jeg satte den ene fod op i bagagerummet. Den snævre nederdel gjorde det svært at holde balancen. Bæltet snærede om armene og holdt albuerne tæt sammen bag ryggen. Længere nede kunne jeg bevæge hænderne lidt længere fra hinanden. Jeg greb fat i nederdelen og trak den forsigtigt lidt op. Håndjernene raslede ved hver bevægelse. Da nederdelen var kommet højere op, kunne jeg lægge mig på knæ på det ben, der var inde i bagagerummet. Jeg lagde vægten over på det, bøjede overkroppen ind under bagsmækken og rullede over. Så lå jeg i bagagerummet. Manden slog bagsmækken ned, og jeg lå i fuldstændig mørke.
Bilen gyngede svagt, da han satte sig ind. Nu lukkede han døren. Vibrationerne fra motoren forplantede sig til hele bilen. Han bakkede ud og kørte mod opkørslen. For bare en time siden havde jeg siddet på mit kontor oppe på 2.sal. Kent havde stukket hoved ind og spurgt, om jeg ville med ham og de andre over og have den sædvanlige fredagsdrink? Jeg havde svaret, at jeg havde endnu en aftale. Så sent? Havde han spurgt. Jeg havde bare smilet og trukket på skuldrene. Jeg håbede ikke, han kunne se, hvor nervøs jeg var.
En halv time senere var han kommet. Han lignede en almindelig forretningsforbindelse. Slips, pænt jakkesæt, mappe med kodelås. Nydelig, omkring de 30. Han smilede og rakte hånden frem. Susan? Spurgte han. Han sagde ikke sit eget navn. Jeg bad ham sætte sig og gik hen for at lukke døren. Jeg kastede et hurtigt blik ud på gangen for at sikre... Læs hele novellen
