"Og" - fortsatte mor, "Charlotte er faktisk meget flink". "Du ved jeg kender og kendte dem fra bridge - altså det der kortspil! "Charlotte har lagt mærke til, at du arbejder pænt for mig/os i haven, og hun blev jo alene for 2-3 år siden" - forklarede mor mig.
Jo, tak - vi børn i området kendte godt "slottet" og "heksen". Hendes mand kaldte vi for "baronen". Og "heksen" og "baronen" var et par, som bare "skulle" drilles, med stenkast, sneboldkast, nytårsløjer og andet.
I voksne havde flere gange "talt om" dem - særligt da "baronen" levede. Og "slottet" var næsten et slot - det var byens største hus - med flere mystiske "tilbygninger" - næsten som rigtige tårne. Så navnene var "rigtige" nok!
Når der var lys i vinduerne - og "heksen" gik forbi i lyset, ja så lignede hun en "heks" - og det gjorde hun såmænd også bare man så hende i haven. Hun var høj, mørk i "løden" - havde langt sort hår, som var strøget tilbage i en gevaldig lang hestehale - faktisk havde hun flere lighedspunkter med Ritt Bjerregaard. Hun gik tit i sort tøj - og blandede sig ellers ikke med nogen - undtagelsen var altså bridge-klubben.
"Lover du så, at du vil gå op og snakke med ---- Charlotte", spurgte mor. Jeg lovede det - og det forandrede på få brøkdele af et sekund hendes øjne. Jeg forstod det ikke - dengang.
Allerede næste dag gik jeg op på "slottet" og ringede på. "Heks..." - nej Charlotte åbnede døren - og sagde med, hvad jeg opfattede som en overraskende glad stemme: "Hej Jens, kom indenfor. Når du har fået beskeden fra Else.
Charlotte gik foran - og gik ud i køkkenet. Jeg kunne ikke lade være at se på hende - se på hende, som en "mulighed" - vrøvl, det er bare ekstra lomm... Læs hele novellen
