Nå, ferieugen gik, og jeg blev mere og mere forelsket i Pernille. Hver dag oksede vandreholdet af sted på stierne, vi hvilede om eftermiddagen og spiste lækker lokal mad om aftenen. Nuvel, vi sludrede hyggeligt sammen, jeg kunne forstå, at hun også boede alene i København. Men på trods af, at vi fik lært hinanden ganske godt at kende, blev det ved det. Der var jo også så meget andet at tænke på: Den smukke natur, alle oplevelserne osv.
Den dag vi skulle rejse hjem, udvekslede vi alle e-mail adresser, så vi kunne sende feriebilleder til hinanden. Jeg havde en lidt mat og tom stemning i kroppen. Det havde været en dejlig uge, men jeg ville gerne se Pernille igen. Selv virkede hun ikke nær så interesseret i mig som jeg i hende. Da vi var landet i Kastrup Lufthavn og skulle sige farvel til hinanden, strakte hun hånden frem imod mig. Men jeg kunne ikke lade være og gav hende et kort knus, mens jeg hviskede: "Jeg skriver".
Derefter skiltes vore veje. Sådan da. Jeg vendte straks tilbage til den trivielle hverdag med arbejde, indkøb og fjernsynskiggeri om aftenen. Men en uge senere, mailede jeg til Pernille, at jeg havde fået fremkaldt mine feriebilleder og om jeg ikke måtte komme over til hende, så vi kunne sludre om vores fælles minder? Allerede en time senere, lå der et svar i mailboksen. Hjertet dunkede i brystet på mig, da jeg åbnede mailen. Jo, jeg kunne da kigge o... Læs hele novellen
