Min lejlighed ligger ud til havneløbet, uden at komme det nærmere, og med udsigt til både vand og land. Mod land skygger en høj glasbygning for aftensolen, men det opvejes af de pragtfulde solopgange over Trekroner, Flakfortet og Vindmølleparkerne.
Jeg er ikke specielt genert anlagt, men rimelig blufærdig er man selvfølgelig. Noget af det første man lærer som lille pige er jo, at samle benene hvis ikke de krydses osv. og det gør jeg jo rent automatisk også i dag, når jeg sidder ned og enten har kjole eller nederdel på. Derhjemme derimod har jeg ikke travlt med at komme i tøjet om morgenen. Jeg møder først på kontoret kl. 1000 og er egentlig morgenmenneske, så jeg har tit både 2 og 3 timer til at nusse mig færdig, inden jeg skal ud af døren. Normalt betyder den skarpe morgensol der spejles i vandet, at min lejlighed hurtigt lyses op både oppe- og nedefra, men ikke om vinteren. Der er jeg nødt til at tænde lys for at kunne se, selvom man har en mis, har man jo ikke en kat’s nattesyn *S*
En dag i december, da jeg er nede og tømme post bemærker jeg en kuvert, der ikke er poststemplet og der er heller ikke frimærke på. Mærkeligt, for den har mit navn og adresse på, men ingen afsender. Da jeg kommer op i lejligheden og sprætter kuverten op, fryser jeg næsten fast! Det er et brev, fra én jeg ikke kender. Jeg ved heller ikke hvorfra vedkommende kender mig, men i brevet roser han (der står i hvert fald et drengenavn nederst) i flotte vendinger mine gyngende bryster, mine korte nederdele (nå ja, jeg har jo ikke verdens grimmeste ben, så hvorfor ikke vise lidt lår) o... Læs hele novellen
