De kendte slet ikke hinanden særligt godt. Hun sad på kontoret det sted, hvor han havde arbejdet for et par måneder siden og han havde ikke arbejdet der længe nok til, at det var sikkert, at hun huskede ham. Men han huskede hende. Hvordan kunne han andet? Det lange, lyse hår, som omkransede hendes ansigt som en engels krone og de røde læber og de grønne øjne. Hendes bryster passede lige i hans hænder og der var ikke ét overflødigt gram fedt på hende. Hun var som en dukke. Hans dukke.
Allerede dengang havde han leget lidt med tanken om, hvordan det mon ville være at være sammen med hende. Gøre det på den rigtige måde. Tage initiativ. Vinde hende. Han havde inviteret hende ud. Det havde han faktisk. Men hun havde afvist ham blankt med en undskyldning om, at hun slet ikke datede nogen for øjeblikket. Hun ville have tid til sig selv. Til at vokse som menneske. Sikke en omgang pis.
Han havde taget hende en dag efter arbejde. Der skulle snart aflægges regnskab og hele kontoret arbejdede til sent for at få alt klappet og færdigt. Marie, som hverken havde mand eller børn, var blevet senere end de andre og det havde forseglet hendes skæbne.
Nu hang hun på hans væg, fastspændt med brede læderremme, så hendes arme og ben blev holdt godt ud til siden, dog uden at det burde lukke for hendes blodtilførsel. Efter lange overvejelser, havde hun stadig fødderne på gulvet. Hans ville have foretrukket, hvis hun var løftet helt op og kun hang i læderremmene, men han var ikke sikker på, hvor længe hun ville have kunnet tåle det.
Læderremmene som var spændt omkring hende... Læs hele novellen
Dejlig start glæder mig til mere :-)
Beskyttet | 4/28/2024 - 03:56